x

Baal
The Supreme Machine

Baal: The Supreme Machine

GAFFA

Album / Virgin
Udgivelse D. 26.02.2002
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det var pudsigt nok noget af en musikrevolution, da Baal debuterede med den stort anlagte Sensorama i 1996. Stik mod tidens musikalske korrekthed smurte Baal tykt på med en voldsom og pompøs rockmusik, der trak hensynsløst på teatrets sans for iscenesættelse. Efter et par omveje har Baal nu fundet tilbage til dette oprindelige udtryk med et album, der igen gør Baal til dansk rocks fribyttere.
The Supreme Machine er ikke bare et klassisk guitaralbum, men i høj grad også et svulstigt udspil, hvor det patetiske udtryk bliver dyrket og får umådeholdent spillerum. Sangene svælger i en stor og strømførende lyd, der er konstrueret med lag på lag. Både strygere, børnekor og gospelkor er med til at sætte nye standarder for dette rockfænomen. Umiddelbart en dødskurs, men når man hedder Baal og har den excentriske Bjørn Fjæstad på vokal, kan det umulige åbenbart lade sig gøre. The Supreme Machine lyder da heller ikke som noget, der befinder sig på dagens rockscene. Baal trækker voldsomt på David Bowie, The Doors og glamrocken i deres eksplosive rockarrangementer, som det også var tilfældet på Sensorama.
Men Baal er vokset siden debuten, og hvor deres musik ikke længere har nyhedens interesse, så har de en saft og kraft, som man ikke finder hos andre danske rockbands. Man blæses ganske enkelt omkuld i selskab med The Supreme Machine, når Bjørn Fjæstad skiftevis agerer Jim Morrison og Faust. Baal har også flirtet med teatret de senere år, hvilket tydeligt høres på sangenes opsætning, der er målrettet i jagten på de store stemninger. Man glemmer helt bandets halvkvædede popøvelser fra Funtex og savner ikke det flotte elektroniske eksperiment fra Karaoke. Man lader sig i stedet forføre af Bjørn Fjæstads store vokal, der tilnærmelsesvis gør vulgær rockmusik til kunst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA