x

Tosca
Different Tastes Of Honey

Tosca: Different Tastes Of Honey

GAFFA

Album / G-Stone / VME
Udgivelse D. 11.03.2002
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Richard Dorfmeister gør sig normalt som medlem af den østrigske producerduo Kruder & Dorfmeister, men til dette side-projekt har han slået pjalterne sammen med sin gamle skolekammerat Rupert Huber. Og der er nu engang tale om lidt drengestreger her på Different Tastes Of Honey, for udgivelsen består udelukkende af dub-versioner af sangen Honey fra duoens andet album Suzuki. Det kan måske lyde som en smal idé for en hel lp, men konceptet er også skivens force, for resultatet er både bredt og interessant. Pladen er konstrueret som et vedvarende forløb, og imellem den piano-klædte intro og afslutning tager den sig ud som et fem kvarter langt dubmegamix af det varme track. De 13 bearbejdninger er foretaget af artister som Andy Spence, Funky Lowlives og Faze Action. Og selvom Sofa Surfers' medlem Markus Kienzl leverer pladens bedste remix med sin sleazy electro dub - er udgivelsen fyldt af overvejende gode produktioner, der alle behandler Honey med varierende brug af funk, organiske rytmer, chill out-stemninger og originalens sensuelle kvinderøst. Different Tastes Of Honey er ganske enkelt en sød smag for øret og et godt love-album, der udmærket kan tages i brug, når Barry White er slidt tynd, og der skal mere sved i højttalerne, end Serge Gainsbourg kan frembringe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA