x

Soundtrack
I Am Sam

Soundtrack: I Am Sam

GAFFA

Album / V2 / MNW
Udgivelse D. 18.03.2002
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Den mentalt retarderede Sam spillet af Sean Penn er komplet besat af The Beatles, og hans datter Lucy er opkaldt efter Lucy In The Sky With Diamonds. Desværre indhenter hun sin far intellektuelt og bliver fjernet fra hjemmet. Herfra spiller filmen på de følelsesmæssige strenge, og hvad er så mere naturligt end at lade en håndfuld kunstnere fortolke en god portion sange af The Fab Four. ”Personlige tolkninger af uforglemmelige klassikere”, står der i det medfølgende pressemateriale, hvilket må siges at være en overdrivelse. Der skal ledes længe efter det personlige, når musikere som Sheryl Crow (Mother Nature's Son), Stereophonics (Don´t Let Me Down), The Black Crowes (Lucy In The Sky With Diamonds) og Nick Cave med Let It Be skal give et bud på, hvordan de vil fortolke en Beatles-sang. Især Cave skuffer, når man ved hvilke fantastiske fortolkninger, han før har lavet af bl.a. Leonard Cohens Tower Of Song og Serge Gainsbourgs I Love You ... Nor Do I. Nummeret er jævnt kedeligt ligesom størstedelen af albummets øvrige fortolkninger. Kun de fantastiske Grandaddy forstår at levere en skæv og personlig surf- udgave af Revolution, hvor også Paul Westenbergs (The Replacements) hudløse og skrabede tilgang til Nowhere Man er i stand til at rykke lidt ved originalerne. Resten af numrene henvender sig til det kommercielle marked, hvor lytterne ville være bedre tjent med originalerne.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA