x

Ol' Dirty Bastard
The Trials And Tribulations Of Russel Jones

Ol' Dirty Bastard: The Trials And Tribulations Of Russel Jones

GAFFA

Album / Elektra / Warner
Udgivelse D. 05.03.2002
Anmeldt af
Mark Dalhoum Pedersen

Dirt Dog. Osiris. Big Baby Jesus. Ol’ Dirty Bastard. Dramaet. Kaoset. Arrestationen. Flugten. Retssager.
Ho’der rundt omkring buggede, da de så reklamerne i The Source for ODB’s seneste udgivelse: “Hvad - er han ik’ på flugt fra 5 0?” “Er han ik’ i fængsel?” Jo, det er han vistnok, men på en eller anden måde er det lykkedes Ol’ Diddy (eller hans pladeselskab) at stykke et album sammen, som meget passende har fået titlen Trials & Tribulations of Russell Jones.
Pladen bærer da også kraftigt præg af, at den er blevet til under heftige omstændigheder; den er usammenhængende, rodet og selvfølgelig spækket med gæster (Dirty er solo på 3 ud af ca. 15 tracks). Lyden er for det meste lidt mere west coast-inspireret end normalt. Nogle numre er ganske solidt produceret, men størstedelen er for synthsizer-drevne og virker, som om de er bikset sammen på kort tid.
Albummet har herudover samme problem som Dirtys forrige plade, og det er, at ODB ganske enkelt ikke er nogen særlig dygtig MC. Han har masser af stil, karisma og udstråling, men rimene er platte, søgte, og det lykkes ham endda et par gange på Trials... at buste vers fra 6-8 år gamle udgivelser!
Nogle mener måske, at Dirty i virkeligheden er et geni, og at der er en mening bag galskaben, et politisk budskab. Det er meget muligt, men dette gør ham imidlertidig ikke til en bedre rapper, og slet ikke Trials & Tribulations Of Russell Jones til et seriøst bud på en fed Wu-udgivelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA