x
Wynona: Lost Hill

Wynona
Lost Hill

Wynona: Lost Hill

GAFFA

Album / Glorious / Playground
Udgivelse D. 15.04.2002
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er den sarte sang og de nænsomme melodiske anslag, der tegner Wynonas flotte albumdebut. Lost Hill befinder sig bestemt på udebane, da her er tale om rendyrket country af den forfinede slags. Der er ikke antydningen af krudtslam eller Dolly Parton over Wynonas små stemningssange. Lost Hill kommer dog ikke ud af ingenting. Albummet lægger sig meget tæt op ad den såkaldte new country eller alternativ country, som har vundet godt fodfæste i det amerikanske de senere år. En yngre nyfortolkning af countryen, der trækker på en tæt og ofte folkorienteret stil, som ikonerne Johnny Cash og Emmylou Harris også har taget til sig, og Ester Brohus som den eneste herhjemme har besunget på albummet Poor Pretty Little Me.
Wynona betræder mest det stemningsfyldte på Lost Hill, og som et forholdsvist nyt orkester viser de stadig tegn på en vis benovelse over genrens fabelagtige formåen på dette felt. Countrymusikken kan nemlig fremmane nogle af de smukkeste stemningsbilleder, hvis man som Wynona behændigt undgår genrens mest patetiske faldgruber. Hvad Wynona mangler i melodisk rutine, vinder de til fulde ind på deres næsten andægtige sange, der har tålmodighed som ledestjerne. Det går nemlig meget langsomt i de fint underspillede sange, der stiller store krav til sangerinden Camilla Munck, som forholdsvist sikkert jonglerer med de fortættede sanglinjer.
Det bedste ved Lost Hill er dog hengivelsen til den tonerene melankoli, der bevidst drypper af sødme. Her rammer Wynona længslen i alle livets forhold, der er countrymusikkens inderste væsen. Med Bent Malinovskys udtryksfulde pedal steel som det musikalske samlingspunkt står Wynonas endnu lidt ufærdige udtryk sig stærkt og beriger den danske musikscene med en let og forløsende melankoli, der kan få solen frem i selv de mørkeste stunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA