Malk De Koijn
Sneglzilla

Malk De Koijn: Sneglzilla

GAFFA

CD / BMG
Udgivelse D. 02.04.2002
Anmeldt af
Christian Grubert

Jeg trækker straks mine ord tilbage, og det med det samme, der er ikk’ et problem, jeg ikk’ kan fiks’, for jeg har lommerne fulde af kiks… Da jeg gav en svensker æren for at have lavet det bedste skandinaviske hiphop-album nogensinde, så var jeg naturligvis blevet bestukket med fribilletter til Systembolaget… eller noget. I hvert fald så havde jeg lige glemt at kigge i reolen under M, for mor og Malk De Koijn. Jeg skammer mig, men tager nu revanche og sjasker dig en gylden sø, og midt i den får du en ø, en læderbøf, du kan stikke et flag i… Jeg er blevet ramt af den gule feber fra Langestrand, den, der langsomt kommer snigende og hurtigt overfalder dig. Jeg hører mærkelige lyde, sjove stemmer og ord, der bare ikke kan passe. Stemmerne i mit hoved snakker hele tiden om mad, sex, snegle, kiks, afføring, brunsvir, smør 40 og om at være en hund, der knepper dit ben. De rigtige McCoys trænger mig op i et hjørne, de lover mig verbale bank og varme løg. Pludseligt snakker stemmerne spansk, men uden at sige noget. Jeg er vist ude, hvor jeg ikke kan bunde, nu vil de vil have, at jeg skal John Travolta’ en nougat-budding med en fiskepind, jeg er fågt op i skalle, men skyder ikke skylden på det tjalle. Det føles, som om jeg er på et rollercoaster ride, men det er intet mindre end phantastisk. Hver gang jeg prøver at tyde stemmernes morsesprog, så betyder det noget nyt. Jeg kan grave det, de siger, når det, de siger, er det, jeg hører, og det, jeg hører, er ren lir’. Tue, Geo og Blæs har før forvirret mine ører, nu gør de det igen, og selv om de sætter pres på mine grænser, så gør de det så nemt, at mine grænser bare bøjer sig bagud og samtidig smiler. Malk De Koijn er tre bananer, ingen kan nå!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA