x

Opiate
While You Were Sleeping

Opiate: While You Were Sleeping

GAFFA

Album / April / VME
Udgivelse D. 30.05.2002
Anmeldt af
Morten Schwarz Lausten

Elektroniske fejl og fraklip. Støj og ridser. Alt det, der egentlig ikke skulle have været til stede i idéen om det perfekte popglansbillede, syes sammen til nye takter af produceren og Future 3-medlemmet Thomas Knak aka Opiate. Som på Objects For An Ideal Home fra 1999 bliver disse lyde af materialiseret fravær, pauser, sorte huller og ophold i tiden til konkrete, finurlige lydstrukturer. Så de kun 8 fragmentaristiske (for få og måske en anelse usammenhængende numre), der er samlet, samplet og skramlet sammen fra de sidste års arbejder, fremstår som en kølig, maskinel collage skabt af affaldsprodukter fra den evige informationsstrøm, der når den virker bedst bliver til knitrende poetisk og syresnørklet, filmisk kulissemusik, hvor lytteren selv må skabe en mening og vej ud af lydlabyrinterne. Her er nummeret som Björk brugte på Vespertine, blot i et andet tempo(!), her er Strain, der før har pulseret i undergrunden, i Xart-hybrid sammenhænge, og her er den geniale, mekanisk surreelle udgave af den urgamle, danske melodi Drømte Mig En Drøm.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA