x

Steroid Maximus
Ectopia

Steroid Maximus: Ectopia

GAFFA

Album / Ipecac / VME
Udgivelse D. 13.08.2002
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Indtil for ganske nylig var J.G. Thirlwell et nul i mit hoved. Hans band Foetus har aldrig sagt mig noget, og de står tilmed bag en af de mest talentløse koncerter, jeg endnu har oplevet. Humøret var derfor heller ikke højt, da herværende skive blev smidt i cd-drevet, for Steroid Maximus er et af Thirlwells projekter. Heldigvis viste Ectopia sig at være en positiv overraskelse. Pladen er mest af alt et soundtrack, men ulig Thirlwells produktioner for undergrounds-instruktør Richard Kern og filmatiseringen af J.G. Ballards The Atrocity Exhibition vil du kun kunne se den tilhørende film i dit eget hoved. De 12 numre lyder, som om de er indspillet af et bigband med diverse elektroniske hjælpemidler til rådighed - og med undtagelse af enkelte kor-vokaler, er pladen instrumental. Den emmer dog af stemning - og spændingen er dybt begravet i lasersporet. Der er enkelte afslappede øjeblikke på skiven, men ellers er det mest lydsporet til biljagter, spion-opgør og lyssky møder i storbynatten, der flyder ud af højttalerne. Ectopia er storladen og konsekvent en smule sleazy - men ikke desto mindre også ganske inspirerende og groovy.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA