x
The Vines: Highly Evolved

The Vines
Highly Evolved

The Vines: Highly Evolved

GAFFA

Album / Capitol
Udgivelse D. 19.08.2002
Anmeldt af
Finn P. Madsen

I kølvandet på den beskidte rocks tilbagekomst med bands som blandt andre The Strokes, The White Stripes og Black Rebel Motorcycle Club ryger Sydney-kvartetten The Vines lige ind på lystavlen. De er med et blevet bandet, alle og enhver i rockbranchen har lige på tungen. Bandet minder mest om et crossover af The Beatles og Nirvana, hvilket vil sige, at både melodien og kaskaderne af hårrejsende guitarer er på sin plads. Manden bag bandet er den karismatiske sanger, sangskriver og guitarist Craig Nicholls, som forstår at skrue nogle melodier sammen, der kryber lige ind i øregangen. Den smukke Beatles-pastiche Autumn Shade, Homesick med sagte pianostrofer og en skærende luftguitarsolo og den psykedeliske Mary Jane bygger luftkasteller op i stor stil. Det meste af tiden fyrer The Vines dog nogle guitarriff af, der stejler som en utæmmet hest som på titelnummeret, Outtathaway, In The Jungle og Get Free. The Vines har det store gennembrud lige inden for rækkevidde. Hypen lyder ikke som nogen fuser, efter at man har lyttet til den herligt forfriskende debut Highly Evolved.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA