Luke: Luke

Luke
Luke

Luke: Luke

GAFFA

CD / superstar records
Udgivelse D. 09.09.2002
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er som en mindre invasion af lyserøde skyer, der passerer for ens indre, når pladedebuterende Luke sætter deres musikalske drøm i toner. Københavnerbandet har kreeret et ganske smukt lydspor til det indre syrehoved. Det er elektronisk pop, der må betegnes som helt igennem afstressende loungemusik. Luke begiver sig nemlig hellere end gerne ud i de langstrakte melodiske forløb, der måske ikke altid kender vejen på forhånd.
Kernen i Luke er sangskriveren Nikolaj Grandjean og sangerinden Tanja Thulau, der begge tidligere har begået sig duoen i Home. Med Luke har de allieret sig med musikere fra den mere fremsynede del af den københavnske undergrund, og de giver sangene et eksklusivt snit i en ekstremt afslappet stil. Med Tanja Thulaus køligt distancerende stemme er der dømt modesmarte solbriller i stort format. Det grænser til det forudsigelige, men reddes hjem af et grundlæggende fint afstemt melodimateriale, og så kan det tilmed også være helt fornøjeligt at døse hen til. Luke er cool og spiller gerne hele cocktailkortet igennem. På mange måder en berusende oplevelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA