x
Mercury Rev: Train, Århus

Mercury Rev, Train, Århus

Mercury Rev: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Storsmilende i drømmeland

Det var et talstærkt og forventningsfuldt publikum, der havde fundet vej til Train i Århus denne ellers ganske almindelige tirsdag, hvor sommeren tilmed syntes at være ved at gå på hæld.

Men det var også første gang, aftenens navn, Mercury Rev, spillede i Århus, selv om det er 11 år siden, de udgav deres debutalbum. Det var dog først i 1998, de brød igennem til et større publikum med albummet "Deserter’s Songs", og succesen blev sidste år cementeret med opfølgeren "All Is Dream".

Begge album er verden over - også i GAFFA - blevet overdænget med anmelderroser for deres stemningsfulde blanding af melodisk og melankolsk, drømmende guitar-pop-rock og formfuldendte orkesterarrangementer, hvor gruppen første plader mere var popsange svøbt i guitarstøj.

Det var da også numre fra de to seneste album, der var i centrum ved aftenens koncert. Allerede få takter inde i første sang, "The Funny Bird" - et af "Deserter’s Song"s glansnumre - havde jeg på fornemmelsen, at de høje forventninger, også jeg havde, ville blive indfriet. Det pumpende groove og de aggressive, forvrængede guitarakkorder blæste enhver tanke om det forestående efterår væk, og lyden var tilmed udmærket.

Også de ikke-forvrængede, krystalklare guitarflader, som Grasshopper og forsanger Jonathan Donahue leverede i mange af sangene, gik klart igennem, så man følte sig på en sand himmelfart.

Donahues vokal lød også, som den skulle - i hvert fald lige så godt som på gruppens plader, selv om han ikke er nogen stor sanger i traditionel forstand. Stemmen er lys og spinkel, men udtrykket originalt og personligt - også pga. den filtrering, hans vokal ofte udsættes for. Ikke mindst i de mere stille sange - såsom "Holes", "Spiders And Flies" og "The Dark Is Rising" - var hans sangforedrag næsten gåsehudsfremkaldende. Og da han på et tidspunkt begyndte at spille på sav, var der næppe mange tørre øjne tilbage i salen.

Var der noget, der manglede, var det i sagens natur orkesterarrangementerne - der er trods alt kun seks mand i gruppens live-band. De to tangentspillere på hhv. mellotron og keyboard gjorde deres til at udvide lydbilledet, hvilket for det meste også lykkedes fint. Bl.a. fordi Mercury Rev i den ellers meget orkestrale "Tonite It Shows" havde omarrangeret nummeret, så den passede bedre til bandets live-opstilling med to guitarer, bas, trommer og så de to tangentfolk.

Derimod virkede lydbilledet lidt tomt i den ellers flotte "The Dark Is Rising", hvor den dynamiske kontrast mellem de stille vers og de svulstige mellemstykker her ikke rigtig blev udfoldet.

I forhold til studieudgaverne af sangene var der derudover ikke de store overraskelser, men Donahue fik dog på elegant vis flettet passager af Talking Heads’ "Once In A Lifetime" ind i "Opus 40", og som ekstra-ekstranummer fik vi en velspillet og tændt udgave af David Bowies "Jean Genie". For min skyld kunne koncerten dog godt have endt - helt - lige inden, med "The Dark Is Rising"s afsluttende mantra "In my dreams I’m always strong" klingede ind i eftertænksomheden.

Begejstringen var stor blandt publikum - efter hvert sang blev der jublet så kraftigt, som råbte folk allerede på ekstranummer - og ikke mindre på scenen. Bandet var ganske vist sortklædte og for Grasshoppers vedkommende også formummet bag solbriller, men de - især Jonathan Donahue - kunne slet ikke skjule deres humør.

Donahue var ét stort smil koncerten igennem, og det var næsten rørende at se, hvor udøvere af rock i den mere alternative og melankolske afdeling ellers ofte har det med at se temmelig mutte eller åndsfraværende ud på scenen (jf. f.eks. Spiritualized på dette års Roskilde Festival). Donahue var også en energisk performer, hvis vilde bevægelser gik helt i et med guitarernes udladninger og det flotte lysshow, hvor bagscenetæppet blev udsat for et sandt farvebombardement.

Titlen på Mercury Revs seneste album var faktisk meget passende for aftenen. Den var som en smuk drøm, et musikalsk parallelunivers, hvor man i knap to timer var et helt andet og langt mere ophøjet sted end dér ved Århus Havn. Bagefter vågnede man op, lettere omtumlet, men lykkelig.

Efter koncerten gik bandet - lidt usædvanligt for grupper i den størrelsesorden - op i baren og blandede sig med publikum. Desværre var jeg for genert, men de havde fortjent en omgang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA