x
Papa Roach: Store Vega, 9. oktober

Papa Roach, Store Vega, 9. oktober

Papa Roach: Store Vega, 9. oktober

Anmeldt af Jens Jam Rasmussen | GAFFA

Californiske Papa Roach har endnu ikke stjålet nogle af de største avis- overskrifter - eller ungpige-hjerter - som Crazy Town eller Linkin Park, men de er et af den nye heavy-scenes mest gennem-autentiske og afholdte rock og rul- bands, som bare skider på det hele og spiller deres groovy, punkede, hårde rock'n'roll som det passer dem.

"M-80 (Explosive Energy Movement)" var kick-starteren i Vega, og så var der ellers bare linet op til et gedigent og svedigt slam-danse-show, hvor djævletegn og salige smil var lige legitime reaktionsmønstre hos et forrygende motiveret og tændt publikum. O.k., lyden "røg ud" ved et par tilfælde, men bandet kom overbevisende og frygtindgydende igen - just ligesom den heavy metal-genre, som P3's Strax-redaktion ellers samme formiddag havde forsøgt at forme til et blot og bart 80'er-fænomen. Befriende, at et indædt R.O.C.K.-band som Papa Roach, et sølle halvt døgn senere, kunne placere et veltimet los lige i røven på de statsfinansierede kulturfascister.

Papa Roach viste - uden DJs og electronica, men med en ekstra turné-guitarist og gnistrende udgaver af "She Loves Me Not", "Time And Time Again", "Walking Through Barbed Wire" og "Last Resort" - at de definitivt er et af den nye hard rock-scenes mest relevante bands. Og de viste det dér, hvor det tæller: på scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA