x
Sigur Rós: ( )

Sigur Rós
( )

Sigur Rós: ( )

GAFFA

Album / Playground
Udgivelse D. 28.10.2002
Anmeldt af
Peter Studstrup

Islandske Sigur Rós fik enorm international opmærksom omkring deres andet album Ágætis Byrjun, på trods af at gruppens æteriske sanger Jonsi her synger på både islandsk og sit eget hjemmelavede sprog hopelandic, og at gruppens musik er både introvert, pastoral og totalt ukommerciel. Alligevel var orkestre fra kunstnere fra Radiohead til Metallica klar med usagnet om, at Sigur Rós’ musik havde inspireret dem enormt. Islændingenes tredje album er med andre ord imødeset med stor spænding verden over. Det nye album har ingen titel ud over to klammer uden noget imellem. Heller ikke titlerne på det 71 minutter lange albums numre er til megen hjælp for fortolkningen, for der er nemlig ikke nogen. Det er meningen, at folk selv skal fortolke Jonsis tekster, der her udelukkende er på hopelandic, og skrive dem på Sigur Rós’ hjemmeside, hvorefter en computer vil vælge de hyppist brugte ord og konstruere teksten herudfra. ( ) ligger meget tæt op ad forgængeren Ágætis Byrjun, og Sigur Rós har brugt de tre år siden sidste udgivelse til at forfine virkemidlerne snarere end at forny eller genopfinde deres stil. Det er meget pompøse toner, der synes skabt til en kæmpemæssig katedral snarere end et spillested eller festivaltelt, og som er mere J.S. Bach, end de er U2. Toner, der vokser fra det nære personlige rum omkring Jonsis stemme og vokser til en ordløs længselsfuld højsang. En moderne eller måske tidløs kirkemusik. På én gang personlig og kosmisk. Sigur Rós’ musik på ( ) er som et hvidt stykke papir, et tomt lærred eller en skraldespand, hvor man selv kan hælde sine følelser. En tom rumkapsel, der sender lytterens ønsker og længsler til himlen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA