x
Raphael Saadiq: Instant Vintage

Raphael Saadiq
Instant Vintage

Raphael Saadiq: Instant Vintage

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 18.10.2002
Anmeldt af
Sohail Hassan

Hjernen bag Tony! Toni! Toné! og Lucy Pearl, Raphael Saadiq, er langt om længe klar med sin solodebut. Som en af de mest musikalske og innovative producere har han leveret hits til snart sagt alle de store R&B-navne og har ikke mindst stået bag klassiske hits med sit eget band Tony! Toni! Toné! og senere det musikalske eksperiment Lucy Pearl, hvor han slog sig sammen med hiphop- produceren og DJ’en Ali Shaheed Mohammed (tidligere A Tribe Called Quest) og sangerinden Dawn Robinson (tidligere En Vogue). På indledningsnummeret slås det da også (næsten pinligt) fast, hvilken stor mand, det er, vi har med at gøre. Han står i dag for sin helt egen sound, som han kalder Gospeldelic efter sin gospelbaggrund og hang til det psykedeliske og funkadeliske. Skiven er fyldt med det ene lækre Saadiq-nummer efter det andet, og man har tendens til at acceptere albummets titel som en sand varedeklaration. I bedste Babyface- tradition fyres den ene tidløse sang efter den anden af, som var det barneleg for Raphael. Stilen er holdt i den mere organisk melodiske, og det ville næsten være synd at betegne den R&B. Lad os kalde det soul med klasse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA