x
Funkstörung: Lille Vega, København, sammen med Chris de Luca & Peabird

Funkstörung, Lille Vega, København, sammen med Chris de Luca & Peabird

Funkstörung: Lille Vega, København, sammen med Chris de Luca & Peabird

Anmeldt af Rune Geertsen | GAFFA

Det kan godt være, at duoen Funkstörung fortjent er hypede i det elektroniske
miljø rundt omkring i Europa, men det er der åbenbart ikke mange københavnere, der har opdaget. I hvert fald at dømme efter det ringe publikumsopbud – under 100 mennesker – der dukkede op i Vega lørdag aften.

Chris de Luca fra Funkstörung har gang i et glimrende sideprojekt sammen
med en fyr ved navn Peabird. De har netop udgivet et bud på blanding af
avantgardehiphop og fremtidsfunk, det hårdtslående album Deadly wiz da Disko.
På plakaten så det ud som om, at Chris de Luca & Peabird var opvarmning
for Funkstörung, men de tre tyskere, Chris de Luca, Michael Fakesch og Peabird
valgte at tage den i én køre og blande Funkstörungs materiale med sideprojektet.

Fra start til slut spyttede de tre laptops, med hver sin tysker bagved, beats som skarpe håndkantslag, funk- og rapsamples og tunge grooves ud i salen, hvor folk nikkede i takt til rytmerne. Kloge anmeldere har engang døbt genren click-hop, med henvisning til blandingen af electronicaens klikkende og komplicerede breakbeats og hiphoprytmerne, som mange electronicakunstnere
er nede med for tiden.

Denne aften var det dog mere hop end click, men det nåede aldrig at blive mere groovy end til nikke-med-stadiet. De kompositioner, der fungerede bedst, var numrene fra Deadly Wiz Da Disco, hvor en gæsterapper lirer med. Men når gæsterapperen befinder sig i laptoppen, når det aldrig
helt op at ringe til en koncert. Et organisk bidrag, for eksempel i form
af en rapper eller et rytmeinstrument, havde helt klart løftet oplevelsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA