x
Sigur Rós: Store Vega

Sigur Rós, Store Vega

Sigur Rós: Store Vega

Anmeldt af Rune Geertsen | GAFFA

Ingen stod i baren, ingen småsnakkede bagved, ingen hang ud i de bløde sofaer i foyeren. Det er ikke normalt til en udsolgt koncert i Store Vega, kun få bands kan præstere det. Sigur Rós er et af dem.

Deres generte slowmotion-rock er nærmest af en anden og mere sart verden og meget let at forsvinde i, såvel live som på plade. Det skyldes især forsanger Jonsis klagende drengekorsvokal, der fungerer som et instrument i de lange kompositioner og om muligt er endnu mere indtagende live end på bandets smukke plader, samt den unikke lyd han frembringer med sine rumklangstilsølede distortioneffekter på guitaren med en violinbue.

Koncerten i Vega åbnede med de tre første unavngivne numre fra pladen ( ), der udkommer 25. oktober, og afløstes af både helt nye kompositioner og singler fra det forrige album Agætis Byrjan, numrene Ny Batteri og Svefn-g-englar.

Da koncerten var truende tæt på at glide over i tomgang og forudsigelighed efter tre kvarter, brød bandet ud i et forløsende støjorgie, som sendte tanker tilbage til deres inspirationskilder fra starthalvfemsernes shoegazerbølge med bands som My Bloody Valentine og Slowdive. Scenen blev derefter overladt til den medbragte strygerkvartet, der spillede en fem minutters lang, gribende intro til koncertens overraskende højdepunkt, titelnummeret fra bandets første plade, Von, der ellers er Sigur Rós’ svageste.

I Store Vega viste Sigur Rós, at deres styrke er, at de formår at balancere på en linje mellem dyb melankoli og storladenhed uden at det hverken bliver ynkeligt eller voluminøst. Det er smukt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA