x
Alice Cooper: KB Hallen

Alice Cooper, KB Hallen

Alice Cooper: KB Hallen

Anmeldt af Jens Jam Rasmussen | GAFFA

Hvem Alice Cooper spiller golf med rager mig en motorsavsmassakreret caddie, for som rocksanger har han sjældent været meget bedre. Og det er skam stort, taget i betragtning af at manden fylder 57 år, 1. juledag og har flere fine og forrygende koncerter på sin samvittighed – særligt i KB Hallen, som han igen gæstede søndag aften, omkranset af hans vanlige horror sceneri og så et pragteksemplar af et R.O.C.K. band. ”Sex, Death And Money” fra det nye og godkendte album ”Dragontown” indledte et show, som skulle vise sig sublimt med dets konstante og kompetente guidning i de Alice Cooper varemærkede subgenrer som glam rock, basal 70’er rock og rul, let metallisk 80’er heavy pop til den så velkendte horror heavy.

”I’m Eighteen” (som Twisted Sister ville have frasagt sig sex og alkohol i ti år for at have skrevet) var den første af de gamle klassikere, der bjergtog det topmotiverede publikum som de gamle hits kom flydende ud i salen i en lind, lystig og høj-elektrificeret strøm. ”Billion Dollar Babies”, ”No More Mr. Nice Guy” og ”Is It My Body” var hver især en rendyrket luftguitar – ja, luft-alt-mulig – oplevelse, lige som det afsluttende triumvirat, der afrundede hovedsættet: ”Only Women Bleed” (hvor luftlighteren for en stund erstattede luftspaden), ”Under My Wheels” og kongen over alle klassikerne, ”Schools Out” (som Red Warszawa ville have foræret ti gram af deres tungeste tobak for at have kreeret – men de kan selvfølgelig bare ryge selvsamme mængde og lave en dansk oversættelse).

Meget mægtigt i al dens meget nærværende nostalgi rus, men Alice Cooper og hans pragtband havde også et sikkert og sejt greb om 80’er/90’er perioden, og numre som den groovy ”Feed My Frankenstein”, den pragtfulde socio-sarkasme i ”Lost In My America” og den utvetydige syng-nu-bare-med-for-pokker-da ”Poison”.

Og så var der jo hele det teatralske sceneri, som blev leveret som just det de skal være i et show, som er baseret på den ene gode rock sang efter den anden: som visuel show effekt.

På en aften, hvor Alice Cooper nærmest overgik sit eget gode selv måtte supportbandet jo nødvendigvis også overraske positivt. Og i sandhed var Company Of Snakes et gedigent godt opvarmningsband. Bandet med d’herrer ex-Whitesnake guitarister Micky Moody og Bernie Marsden som bagmænd var nærmest en ”Whitesnake jam”, da det var de gamle Whitesnake-klassikere som bl.a. ”Standing In The Shadow Of The Blues”, ”Slow N’ Easy” og en op-peppet version af ”Here I Go Again” der trak det store læs, krydret med bandets egne bluesy og hard rockende sange helt i samme genremæssige vene. Det hele leveret med en herlig glød og et varmt smil fra det gamle spademestre, som i den langt yngre svensker Steffan Berggreen havde en forbløffende fed forsanger (har man hard rock som hovedfag i den svenske folkeskole?). Dét band ser vi gerne på disse kanter igen – og da hjertensgerne i klubsammenhæng.

Apropos, så giver Company Of Snakes faktisk to klubshows - i Århus (Train) den 12.11 og Aalborg (Grand) den 13.11.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA