x
Kaizers Orchestra: Store Vega

Kaizers Orchestra, Store Vega

Kaizers Orchestra: Store Vega

Anmeldt af André Devantier | GAFFA

Skramlende invasion på kontinentet

Siden koncerten på Gul Scene en ikke helt almindelig fredag i juni, har de seks medlemmer af Kaizers Orchestra haft det danske live-publikum i deres hule hånd. På Roskilde Festival 2002 blev de båret frem på skuldrene af en brusende tilskuerskare bestående af over 10.000 nordmærd suppleret af enkelte nysgerrige danskere. Men mund til mund-metoden og heftig rotation på Det Elektriske Barometer har gjort det muligt for sekstetten fra Stavanger at drage på Danmarks-turné hele to gange med kun fire måneders mellemrum. 5.000 solgte eksemplarer af debutalbummet Ompa Til Du Dør er det blevet til. Imponerende, når man tænker på, at de sgu synger på norsk og at det er mere end, hvad mange af tidens omtalte nye danske orkestre har kunnet præsterere.

Årsagen til successen er, at Kaizers Orchestra har udviklet deres helt egen særegne lyd: En blanding af pop, sømandsviser, sigøjnersange og industrielt støjende bliktønde-banken. En ubritisk lyd, der åbenbart kræver, at man er vokset op i en udørk a la Island eller Nordnorge. Det er en lyd, som uhæmmet blander Skandinavien og Østeuropa - og som dermed er totalt multi-europæisk og kontinental: En passende musikalsk illustration af EU-udvidelsen (hvis det da ikke lige var fordi, Norge selv står uden for EU).

Denne mandag aften i Vega i København er der oven i købet tale om en tre-dobbelt norsk invasion. Kaizers Orchestra medbringer som opvarmningsnavn Stavanger-talentet Thomas Dybdahl, der ikke helt overbevisende forsøger at gå Jeff Buckley i bedene. Andetsteds i huset, i Lille Vega, spiller Motorpsycho - et fremragende, erfarent kultorkester fra Trondheim. Mere norsk kan det vist ikke blive.

Naturligt nok går Helge Risa, Kaizers Orchestras omvandrende gasmaskeklædte logo, først på scenen og sætter sig bag sit pumpeorgel. Efter kun et par numre kan Jan Ove Ottesen, forsanger, med få håndbevægelser dirigere publikums oh la la-fællessang. Han er tændt, men måske 5 mm mindre tændt end ved den legendariske koncert på Gul Scene. Til gengæld har han modereret sin norske accent, så han mellem numrene er mere forståelig for os danskere. Begge guitarister i Kaizers Orchestra har lyttet godt og grundigt til Marc Ribot - manden, hvis sære humpende guitarfigurer kom til at præge Tom Waits’ plader sidst i firserne. Jon Sjøen, der som den eneste er uddannet på sit instrument, brillierer ved at stryge kontrabassen og skabe magi i nummeret Fra Sjafør Til Passasjer.

Kaizers Orchestra optræder mere selvsikkert og tør tage flere chancer end før. Blandt højdepunkterne er nummeret 170 (det hedder det!) fra debutalbummet. Her og flere andre steder viser Kaizers Orchestra, at selvom de kun har få grundskabeloner (sømands- eller sigøjner-sang/med eller uden bliktøndebank), så formår de at variere udtrykket, så det virker fremragende. En time og tyve minutter senere burde koncerten være forbi - der har været ekstranumre. Lyset i salen tændes, men publikum vil sgu ikke slippe Kaizers Orchestra. Bandet bøjer sig, lyset slukkes igen og de giver en smuk, intim udgave af nummeret Bris.

På resten af deres Danmarks-turné kan Kaizers Orchestra opleves tirsdag og onsdag (26. og 27. november) Voxhall - Århus, torsdag (28. november) Tobakken - Esbjerg, fredag (29. november) Stars - Vordingborg, lørdag (30. november) Fredericia Teater og søndag (1. december) Studenterhuset - Aalborg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA