x
Røde Mor: Pumpehuset

Røde Mor, Pumpehuset

Røde Mor: Pumpehuset

Anmeldt af Jens Jam Rasmussen | GAFFA

Efter nærmest at have fået Røde Mor ind med modermælken, og dyrket dem i årevis efter deres opløsning, virkede det nærmest uvirkeligt at stå der i et udsolgt Pumpehuset og se bandet på en decideret scene. For første gang. Med den fiffige og flittige frontmand og multi-instrumentalist Troels Trier omkranset af fætter Lars med det særlige greb om de akustiske guitar-soli, bassist/vokalist, revisor og syre-rock-pioner Peter Ingemann, den langlemmede og tinnitus-ramte guitarist/vokalist Henrik Strube og trommeslager Peter Mogensen (”Danmarks eneste trommeslager med tre-dobbelt bypass” - og så er det ikke en gang løgn), assisteret af den gæstende ”lead-trommeslager”, Ken Gudman.

”Rollator-rockshow,” som Troels Trier selvironisk introducerede showet, der selvfølgelig også skulle beskues med lige dele ironisk distance og nostalgisk nydelse.

Og så rullede de røde rollator-rockere sig ellers ud med to sæt-ture rundt i det, der velsagtens er at betragte som socialismens og social-realismens svar på Shu-Bi-Dua, om end Røde Mor - modsat den gamle version af Shu-Bi-Dua - trods alt har fortolket frem for direkte at oversætte de gamle rock- klassikere. Men pudsigt, disse mange år og millionvis af stereoanlæg-timer senere, at stå der og registrere bandets rockmusikalske referencer - fra Bo Diddley i ”Ud Af Skyggerne” og et strejf af Stones og ”Sympathy For The Devil” i ”Rotterne Revolterer”. Sidstnævnte et nummer, der fik agitatoren Troels Trier til at gå i kødet på den aktuelle regering og dens markante støtteparti. Selvsagt med en hel sals fulde opbakning.

Nuvel, Røde Mor og deres ideologiske vedhæng har vist også en del at skulle revidere – hvis det ikke allerede er gjort - og dér kunne man også godt have brugt en skarp bemærkning eller to. Til sig selv og til salen. Ej heller skal det dog glemmes, at essensen af de gamle Røde Mor-sange rent faktisk har grader af relevans, den dag i dag: fra den rammende historie om hverdagens tavse og skræmte buspassager i ”Linie 3”, over beretningerne om den døde amerikanske soldat og det syge samfund i opløsning indefra i ”Lil’ Johnnys Mund” og ”Johnny Vender Hjem Fra Krig”, mediernes sexuelle fiksering i ”Smæk” til aftenens to forrygende sidste numre, den evige schlager ”Ta' På Landet” og den fine, melankolske ”Grillbaren”.

Det hele leveret lidt laid-back og ”rollator-rytmisk”, og med alle de bøffer, der nu var inkluderet i entréprisen. Men det var, som om de bare skulle høre med - igen, med den ironiske distance in mente.

En tilpas vellykket tur i nostalgiland, jovist.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA