x

Diverse kunstnere
Desert Blues 2

Diverse kunstnere: Desert Blues 2

GAFFA

Album / Network
Udgivelse D. 09.12.2002
Anmeldt af
Torben Holleufer

Opfølgeren til en af de bedste compilations nogensinde og her levende op til prædikatet blues i endnu højere grad end på den første. For her tør verdensmusikspecialisterne Trouillet/Stolze give los og tage os på en svimlende tur helt ud i et Sahara, der i disse år åbner op for en roots-musikkultur, der virkelig vil noget.
Fra marokkanske Majid Bekkas’ påkaldelse af Allah går det direkte til Mali og kapaciteter som tre gange Traoré (ikke i familie) Rokia, Boubacar og Lobi, ligesom vi senere møder den fænomenale sangerinde Nahawa Doumbia. Fælles for skæringerne er en meditativ ro, hvor ørkenens blues har et væld af lag med typiske instrumenter, som de forskellige versioner af kora’er, balafoner og trommer, hvadenten det er det typiske Sahara-tablas med deres dumpe insisterende lyd, som hos Tartit, eller de tørre slag på kalabastrommen. Først og fremmest er det dog stemmerne, der viser den fælles identitet, som tilhører ørkenens folk. Når der altså ikke tages afstikkere med det sublime samarbejde mellem Serrer-musikkens store dame Yandé Codou Sène & Youssou N’Dour.
Som på den første samling fra ørkenen, er der en række eksempler på samarbejder med internationale kunstnere, hvor eksempelvis Hawaii-guitarist Bob Brozman virkelig får noget ud af det med Guineas Djeli Moussa Diawara.
Sublimt, simpelthen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA