x
David Gray: Earls Court, London

David Gray, Earls Court, London

David Gray: Earls Court, London

Anmeldt af Nikolaj Hartvig | GAFFA

Earls Court er en betonklods. Koncertsalen er til daglig en gold, rungende udstillingshal og det er svært at forestille sig hvordan musik vil kunne overleve i sådanne omgivelser. At give koncert på Earls Court kræver noget helt specielt.

Da Turin Brakes går på scenen er det åbenlyst, at bandet ikke er opgaven voksen. ”This place was just an empty box until you guys turned up here,” forsikrer guitaristen Gale Paridjanian publikum. Tragisk nok kan Turin Brakes’ tilstedeværende fans tælles på én hånd.

Bandets optræden er uinspireret og mangler såvel energi som lidenskab. Trods modige forsøg på at spille Earls Court op med iøvrigt gode sange, har Turin Brakes ikke den nødvendige karisma og er kan ikke skabe opmærksomhed nok til at vække mængdens interesse. Publikum synes mere interesserede i at købe popcorn og candy-floss i bedste amerikanske baseball-stil.. Selv et ganske interessant cover af Shaggy’s ”Angel” kombineret med Steve Miller bands’ klassiker ”The Joker” opnår kun sporadisk at appellere til gennemsnitslytterens hit-øre.

David Gray lider ikke af samme fan-problemer denne aften. Earls Court er udsolgt og mange tusinde forventningsfulde gæster er derfor så småt ved at have indtaget deres pladser, da koncerten starter.

David Gray træder ind på scenen og sætter sig bag sit klaver. De første toner klinger ud i mørket og Gray synger første strofe af ”The Other Side”. I disse sekunder forsvinder tomheden fra Earls Court. Hver eneste scenekrog og ørekrog fyldes af sangerens følelsesladede og kraftige stemme. Scene-tæppet glider væk og bandet spiller sig ind i nummeret. En smukt afbalanceret og helstøbt lyd dannes og i løbet af den to timer lange koncert cementeres David Grays gode live-omdømme.

Gray er unægteligt manden i front. Sangeren bærer koncerten og udstråler glæde og lidenskab ved hvert eneste frase og tone. Han flankeres af en hyperaktiv, Acapulcoskjorte-klædt trommeslager, der med ustandselig iver jonglerer med trommestikkerne og opfordrer publikum til at ”rocke!!” fra trommesættets placering ved scenekanten. Opbakningen fra bandet er velspillet og ”tight”, solid som var den hugget i sten. Den leveres af tre mere tilbagetrukne bandmedlemmer.

Ikke overraskende er det sange fra gennembrudspladen ”White Ladder” der falder i bedste muld hos publikum. Under ”Sail Away ” og ”White Ladder” når koncerten en helt ny intensitet. David Grays smukt støvede stemme ligger helt fremme i lydbilledet og spillestedets størrelse gør numrene luftige og nærmest legende.

”Late Night Radio” fra det tidligere album ”Sell Sell Sell” markerer sig som et af aftenens bedste numre. Gary synger med intens ærlighed og skønheden i sangens melankolske omkvæd giver kuldegysninger.

”Babylon” er den helt store ”crowd-pleaser” og syng-med nummer. Koncertens energiske højdepunkt er dog den elektrificerede live-favorit ”Please Forgive Me”, der bringer publikum i et klappende, stampende og dansende ekstase.

Da David Gray efter to ”encores” for sidste gang forlader scenen , har han og bandet formået at levere en medrivende og intim koncert i en kedelig grå betonblok. For som sangeren selv udtrykte det : ”It’s like you all came ’round my house and I just got a very big house.”



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA