x
Asian Dub Foundation: Enemy Of The Enemy

Asian Dub Foundation
Enemy Of The Enemy

Asian Dub Foundation: Enemy Of The Enemy

GAFFA

Album / ffrr
Udgivelse D. 03.02.2003
Anmeldt af
Morten Schwarz Lausten

Revolutionære inden for alle musikalske stilarter, foren jer! Asian Dub Foundation brager ud med sit fjerde album siden debuten Facts And Fictions fra 1996. Vrælende punk, vred ragga, intens dub og iørefaldende pop er stadig de hårdtslående virkemidler, kollektivet af globale rødder og musikere fra London serverer sine politiske paroler med. Typisk er den voldsomme anklage på Fortress Europa, der med hidsige jungle- beats åbner albummet og starter soundtracket til gadekampen – produceret af Adrian Sherwood. I stil med Manu Chao samples brudstykker fra frihedskæmpende radiostationer over et fremadskridende, men stenet og breakbeatet groove, som på Rebellions, hvor det gælder det brasilianske militærpolitis massakre på 111 indsatte i et fængsel tilbage i 1992. Hvert nummer er forsynet med en kort forklaring på, hvorfor eller hvordan de enkelte sange er blevet til, så det er altså ikke for sjov, det her. Musikken er med nedtonet etnisk flavour, originalt guitarspil og anarkistisk dansable beats lige så opmuntrende innovativ som de oprørske paroler om CIA's hemmelige missioner på Blowback og 11. september på Enemy Of The Enemy.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA