x
Nick Cave And The Bad Seeds: Nocturama

Nick Cave And The Bad Seeds
Nocturama

Nick Cave And The Bad Seeds: Nocturama

GAFFA

Album / Mute
Udgivelse D. 03.02.2003
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Mørkemanden Nick Cave har på Nocturama for alvor fået smag for livets solside og inviterer ligefrem til at tage del i denne vidunderlige tilstand i åbningssangen Wonderful Life. Nick Cave er kommet ud på den anden side efter renselsesalbummet No More Shall We Part og lever formodentlig stadig et lykkeligt familieliv væk fra stofferne.
Nocturama er nemlig mest lyden af en mand, der har fundet roen og balancen i sit liv og har indgået en fredsaftale med sine indre dæmoner. Ikke at Nick Cave på nogen måder kaster sig ud i flæbende sentimentalitet eller frelst englesang. Han lyder blot tilfreds og afklaret. Men han formår stadig at lade den musikalske glød brænde igennem på et album, der har en gennemgående rolig puls og ønsker at besynge livets indlysende små mirakler, som det sker i den betingelsesløse overgivelse Right Out Of Your Hand, som er albummets store smukke ballade.
Ellers udmærker Nocturama sig ved The Bad Seeds' eminente backing til Nick Caves kraftfulde vokal. Endnu en gang formår disse trofaste støtter at spille rockmusik, som om det gjaldt liv eller død. Warren Ellis' violin er ganske enkelt uundværlig i støtten til Nick Caves melankolske stunder, og Mick Harveys guitarspil er nådesløst. Nick Cave And The Bad Seeds kan virkelig eksplodere som i Dead Man In My Bed, men lyder alligevel mere overbevisende i den sikkert arrangerede Bring It On med Chris Bailey på kor.
Nick Cave lever og har det godt, er altså det glade budskab på Nocturama, der måske skuffer et par af hans mest sortseende fans, men livet kan faktisk leves og er absolut værd at stifte nærmere bekendtskab med på Nocturama.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA