x
Lou Reed: The Raven

Lou Reed
The Raven

Lou Reed: The Raven

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 27.01.2003
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Efter det hårdt rockede album Ecstasy fra 2000 kaster Lou Reed sig over den amerikanske litteratur på The Raven, der er opkaldt efter Edgar Allan Poes berømte digt. The Raven er en hyldest til Edgar Allan Poe, hvor Lou Reed nyfortolker Poes digtning. Vi er altså ovre i ufortyndet newyorkeri, hvor Lou Reed har indkaldt en lang række musikere og skuespillere til at assistere ham helskindet gennem denne litterære tour de force. Det er der kommet et rugende mørkt album ud af, der fornemt fanger tonen fra denne stilskabende og selvdestruktive forfatter. Der er derfor ikke mange lineære musikalske indslag på The Raven, der gennemgående holder den højstemte og indviklede tone.
Med sig har han sit faste band bestående af Mike Rathe, Fernando Saunders og Tony Smith, så lyden er også umiskendelig newyorker-rock. Gæstelisten er anselig og tæller blandt mange David Bowie - vist første gang siden Transformer - Laurie Anderson, Ornette Coleman og Willem Dafoe.
The Raven er en tung mastodont. Et rigtigt højlitterært lyttealbum, der når meget vidt omkring og kræver sit af lytteren. Næppe en opgave, som mange andre end Lou Reed ville slippe så godt fra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA