x
MC5: MC5, The 100 Club, London

MC5, MC5, The 100 Club, London

MC5: MC5, The 100 Club, London

Anmeldt af Jens Jam Rasmussen | GAFFA

Naturligvis måtte det ske her i disse retro-inspirerede garagerock-tider: En gendannelse af de legendariske garagerock-pionerer MC5 - eller rettere: resterne af det, idet Detroit-bandet i 90’erne mistede både sanger Rob Tyner og guitaristen Fred ”Sonic” Smith. Desto mere var der dog også tale om et ”hyldest- show til MC5’s musik og ånd mere end en gendannelse,” som bandets bagmand og eneste 100% originale medlem, sanger og guitarist Wayne Kramer fortalte det inden koncerten, MC5’s første i 30 år!

Og hyldest – ja tak. Denne aften skulle blive en af dem, der siden har flimret non-stop rundt i undertegnedes indre dvd-afspiller. Med Wayne Kramer som skarp og præcis orkesterleder gnistrede MC5 sig gennem 14 forrygende sange, som blev leveret overrumplende intenst og engageret. Rollator-rock var der langtfra tale om, selv om Kramer og rytmegruppen Michael Davis og Dennis ”Machine Gun” Thompson af udseende er blevet nogle aldrende, lidt runde og meget hårfagre herrer. Men rock’n’rollere - fandeme - og på dagen suppleret med en gylden yngre kraft i guitarist og sanger Nicke ”Royale” Andersson (The Hellacopters), et par saftige hornblæsere fra hjembyen Detroit, Michigan samt en række gæstesangere, hentet fra en ren rockfantasi: Dave Vanian fra de engelske punkpionerer The Damned, Lemmy Kilmister fra Motörhead og Ian Astbury fra The Cult/The Doors. Ahem.

Opmarcheret i så intime omgivelser som den historiske 100 Club i London med plads til 350 mennesker leverede MC5 og deres superhold et sveddryppende og dynamisk sæt baseret på de tre albums fra ’68-’71, ”Kick Out The Jams”, ”Back In The USA” og ”High Times”. Og i et sæt uden svage momenter var det store clue (med al respekt for Ian Astburys headbangende indsats i ekstranummeret ”Kick Out The Jams”) dog hovedsættets afslutning med Lemmy Kilmisters i hans velkendte rock og rul-ornat - sort dress og hvide støvler - men uden hans karakteristiske Rickenbacker-bas! Et fuldstændig uvirkeligt syn, som endda kulminerede med Lemmys mundharpesolo i ”Sister Ann”.

Og så var der Lemmys afsluttende håndtryk til Wayne Kramer. Et rockikons erkendtlighed til det pionerband, der i dag (i selskab med Stooges) er den mest oplagte referenceramme for nutidens stærke præsentation af guitarrockbands - fra Hives og Hellacopters over Strokes til Queens Of The Stone Age.

En stor hyldest til et mægtigt band på en aldeles unik og autentisk aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA