x
Katatonia: Viva Emptiness

Katatonia
Viva Emptiness

Katatonia: Viva Emptiness

GAFFA

Album / Music For Nations
Udgivelse D. 24.03.2003
Anmeldt af
Keld Rud

Svenske Katatonia har på deres sjette album ændret deres kunstneriske retning en smule. Efter tre plader, der mere eller mindre bevægede sig i de samme atmosfæriske, afdæmpede luftlag af metallen, er der på Viva Emptiness flere hårde passager og mere dissonans. Guitarerne er mere forvrængede, og vokalen har ikke lige så meget plads. Resultatet er et album, der kræver flere gennemlytninger, og som har mindre melodisk gods. Will I Arrive og Criminals er eksempler på, at Katatonia stadig kan diske op med de melankolske molmelodier. Selv om Viva Emptiness er et godt album, vil jeg dog til enhver tid foretrække en af de tre forgængere. For mange af numrene forsvinder i en leg med dystre og ildevarslende lydflader, der kun rigtigt kommer til forløsning, når de bliver ledsaget af en god melodi. Fans vil tage Viva Emptiness til sig, nytilkomne bør nok tjekke Discouraged Ones, Tonight’s Decision eller Last Fair Deal Gone Down ud først.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA