x
Saybia: Ridehuset, Århus

Saybia, Ridehuset, Århus

Saybia: Ridehuset, Århus

Anmeldt af Erik Barkman Petersen | GAFFA

Billede: Martin Dam Kristensen

Århus elsker Saybia. Ingen tvivl om det. Aftenens koncert var for Gud ved hvilken gang udsolgt, og som forventet lagde fynboerne Ridehuset ned. Men de gjorde det nu ikke let for sig selv.

Først lod de publikum vente. Hele to bands havde fået den utaknemmelige tjans at varme publikum op, hver med en halv time til deres rådighed. Moi Caprices himmelstræbende, dejligt anglofile pop gjorde en god figur og smagte efter mere, men bandet selv var ikke voldsomt energisk at se på. ”Vi vender nok tilbage om et par år,” lød deres karakteristiske afsked, men med materiale som deres virker pessimismen malplaceret: Lad os få lidt gåpåmod!

Kort efter indtog Ballroom scenen. Deres sange havde ikke samme løft og stilsikkerhed som Moi Caprices; til gengæld havde de en uudgrundelig og meget original forsanger. Han gestikulerede stumfilmsagtigt, til tider for at illustrere teksterne, til tider som en skævt ballet-agtig reaktion på musikken, og resultatet var både komisk og fascinerende. Alligevel fik Ballroom deres største bifald, da de annoncerede, at det næste nummer ville være deres sidste: Århus ville have Saybia.

Yderligere en times ventetid senere ankom de så, fynboerne. Uden et ord, men med megen instrumentstemning og en lang, småprætentiøs intro kastede de sig ud i hittet Fool's Corner. Det satte mønsteret for koncertens første tredjedel, hvor et velspillende Saybia skruede ned for publikumskontakten - først efter andet nummer brød Søren Huss tavsheden med et afmålt ”velkommen” - og op for de drømmende stemninger, fint komplementeret af en elegant lyssætning. Det kom der flotte passager ud af, men også en hel del musikalsk tomgang.

Efter Snake Tongued Beast, koncertens femte nummer, genfandt Saybia deres karakteristiske "boy next door"-charme. Havde Huss spillet kostbar før, så nærmest øste han kærlighed over publikum nu: ”Vi har glædet os i to måneder til at spille for jer”, bekendtgjorde han til begejstret bifald. Den næste sang, Joy, bød på en vaskeægte guitarsolo, og derefter var det klassisk rockstil hele vejen hjem – komplet med standardbemærkninger som ”Har I det godt?” og ”Yeah!”. Nu var Huss i sit rette element: Med sin jordnære, scenevante charme og fine humor slap han af sted med lidt af hvert - selv lange, personlige beretninger.

Til gengæld forlod Saybia nu delvis de sikre stik og begyndte at prøve kræfter med endnu uudgivne numre. Hele fem af slagsen havde de beriget sættet med. Men en stor del af publikum var kommet for at synge med og klappe i takt, og under de mere lavmælte nytilkommere som f.eks. My River blev det tydeligt, at en anselig portion af tilskuerne var begyndt at snakke indbyrdes i stedet for at lytte.

Men selvfølgelig tabte Saybia aldrig århusianerne helt - hvordan kunne de det? Da de ikke uventet blev kaldt ind til ekstranumre efter en effektfuld In Spite Of , kvitterede Huss således for det brusende bifald med et lykkeligt ”for fa’en, Århus …” Og selv efter The Second You Sleep havde sat det definitive punktum for den næsten to timer lange koncert - til lyden af øredøvende fællessang - var der stadig optimistiske råb efter ekstranumre. Jo, Århus elsker Saybia. Trods alt.


Sætliste (Saybia)

Fool's Corner
Miracle In July
Apart
7 Demons
Snake Tongued Beast
Joy
My River
Uden titel
The Day After Tomorrow
Come On Closer
Stranded
Coming Home
In Spite Of
Empty Stairs
Dressed In Black
The Second You Sleep


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA