x
Ziggy Marley: Dragonfly

Ziggy Marley
Dragonfly

Ziggy Marley: Dragonfly

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 10.05.2003
Anmeldt af
Henrik Bæk

Den tredobbelte Grammyvinder Ziggy Marley har med Dragonfly udsendt den første soloplade efter 20 år som musikalsk styrmand for reggaegruppen The Melody Makers, der bestod af døtre og sønner af det afdøde reggaeikon Bob Marley. Ziggy har modigt brudt fortidens musikalske lænker og har på det nye album kastet sig ud i en uimodståelig fusion af reggae, jazz, folk, rock og blues. Allerede i 1999 var der tendenser til eksperimenter på det hovedsageligt akustiske album Spirit Of Music, ligesom The Melody Makers på albummet Conscious Party fra 1988 arbejdede tæt sammen med producerparret Chris Frantz og Tina Weymouth fra Talking Heads. På Dragonfly forsætter Ziggy med at bryde nye grænser, idet albummet er blevet til i samarbejde med Red Hot Chili Peppers og guitaristen David Lindley. Budskaberne på Dragonfly fokuserer derfor ikke uventet på Ziggys egen frihed som musiker til netop at afprøve nye territorier og være sig selv, hvilket kan høres på det funky I Get Out og på det selvreflekterende True To Myself. Et andet fokus er Ziggys bekymring for verdensfreden, og hans rockende Shalom Salaam, der portrætterer Israel-Palæstina-konflikten, er albummets stærkeste politiske manifest. Dragonfly er på mange måder et brud med den stolte reggaetradition, Ziggy er vokset op med, men jeg er sikker på, at han med dette stærke album, der indeholder mange små musikalske perler, vil kunne fastholde sine gamle tilhængere samt åbne øjnene for en ny generation af fans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA