x
Bettie Serveert: Log 22

Bettie Serveert
Log 22

Bettie Serveert: Log 22

GAFFA

Album / Beggars Banquet
Udgivelse D. 11.05.2003
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Gennem de sidste ti år har den hollandske kvintet Bettie Serveert udgivet en lang stribe af udmærkede album uden at vække den helt store opstandelse undtagen hos anmelderne. Log 22 er endnu et i rækken af fin og lydhør alternativ rock. Sangskriverparret, den canadisk fødte Carol Van Dijk og Peter Visser, mestrer at tilføje deres personlige sange både dybde og en følelsesladet energi, som besidder en urokkelig holdbarhed. Som sædvanlig hviler der et poetisk skær over de rastløse skæbner og uforløste sjæle, som myldrer frem i Van Dijks tekstunivers. ”We're not so tough and no / We're not too proud / Freaks like us know the in's and out's”, lyder det selverkendende fra eks-parret på Wide Eyed Fools med det himmelske omkvæd. Den frembrusende Smack viser en mere skarpladt udgave Bettie Serveert, mens den rytmisk pulserende Given klamrer sig om Carol Van Dijks ømme vokal. Log 22 er langt hen ad vejen et helstøbt Bettie Serveert-album, men de to alt for lange White Dogs og The Ocean, My Floor mangler fokus midt i al deres kedsommelige guitarjam.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA