x
Lou Reed: Falconer Salen, København

Lou Reed, Falconer Salen, København

Lou Reed: Falconer Salen, København

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen | GAFFA

Der var forsigtigt inviteret til en unik og intim aften med musik og poesi i selskab med Lou Reed. Og det blev i sandhed en unik aften, hvor Lou Reed spillede med musklerne og brugte kræfterne på en række af karrierens absolutte højdepunkter. Og det var bestemt mere en aften helliget minderne fra Velvet Underground, end der var tale om den forventede stille poesiaften med uddrag fra hans Edgar Allan Poe-fortolkninger fra det aktuelle album The Raven, der indtog en meget beskeden plads i aftenens repertoire.

Lou Reed var kommet for at spille elektrisk, så hans skærebrænder af en guitar slog konstant den slagkraftige tone an over for hans musikalske lejesvende, der var i særklasse. Det var en 2 1/2 time lang koncert, hvor Lou Reed gav masser af plads til overflødig blær og sublim finesse fra Fernando Saunders på bas og lidt elektroniske trommer, Jane Scarpantoni på cello, Mike Rathe på guitar og el-piano og korsangeren Antony, der lagde publikum ned, da han sang for i "Candy Says".

Sætlisten tangerede en hitparade, men det blev aldrig en syng-med-aften. Med den lidt atypiske bandsammensætning og en kraftig sangrepræsentation fra Velvet Underground havde Lou Reed nemlig sat sig for at fortolke sit eget bagkatalog og beviste på fornemste vis, at Lou Reed er og bliver den bedste fortolker af hans egne sange. De nye arrangementer overrumplede gang på gang og specielt de kuldslåede sange fra Velvet Underground stod som intense musikalske stilbilleder. Der var en isnende skønhed over de skæbnesvangre "The Bed" og "Venus In Furs", hvor man i sidstnævnte kunne føle pisken fra celloens hårde slag.

Det blev derfor en aften præget af voldsom stor musikalitet, hvor Lou Reed fremstod som eneren, der dog gav plads og styrede begivenhederne med myndighed. Bortset fra en pligtaflevering af "Walk On The Wild Side" fremstod alle hans sange ekstremt spændstige. Det kunne man også sige om maestro selv, der var klædt i sorte læderbukser og overarmene spændt op i en stram T-shirt. Lou Reed var mere end almindelig veloplagt denne aften, hvor han forstod at sætte overraskende nyt liv i meget gamle kendinge uden at fremstå som et levn fra fortiden. Lou Reed er en legendes status værdig.

Sætliste:
Sweet Jane
Smalltown
Tell It To Your Heart
Men Of Good Fortune
How Do You Think It Feels?
Vanishing Act
Ecstasy
The Day John Kennedy Died
Street Hassle
The Bed
Revien Cherie (sunget af Fernando Saunders)
Venus In Furs
Dirty Blvd.
Sunday Morning
All Tomorrow’s Parties
Call On Me
The Raven
Set The Twilight Reeling

Ekstra:
Candy Says (sunget af Antony)
Rock Minuet
Perfect Day

Ekstra Ekstra:
Walk On The Wild Side


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA