x
Moloko: Vega, København

Moloko, Vega, København

Moloko: Vega, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Fest i bølger

Billede: Mikkel Stenbæk Hansen

Når man ser, hvor let og problemfrit Moloko agerer på scenen, forledes man til den tanke, at man har at gøre med musikere, som vil kunne spille deres instrumenter forfra og bagfra i søvne. Når man dertil lægger, at Store Vega var proppet til sidste plads, at lyden var upåklagelig, og at Moloko om noget er kendt for at fyre den af, var der lagt i ovnen til lidt af en fest. Det blev det i det store og hele også, men en af den slags, som bevæger sig lidt i bølger, hvor man det ene øjeblik danser sanseløst, næste øjeblik overvejer at gå tidligt hjem, for igen at glemme alt om eventuelt følgende tømmermænd fem minutter senere.

På scenen i Vega søndag aften befandt sig i alt seks mand (m/k), men der er ingen tvivl om, at det er vokalist Roisin Murphy og Mark Brydon, som tegner bandet. Roisin Murphy - til lejligheden med "Ulla Terkelsen-hår" - iført stropløs sort kjole og én sort handske indtog scenen med stort smil og et par danske gloser til publikums utvetydige begejstring. Når hun danser, er det med store medrivende armbevægelser, og under hele koncerten sang hun vel nærmest ikke en skæv tone. Mark Brydon holdt sig i baggrunden på bassen og overlod i stedet den mandlige del af sceneshowet til bandets festoriginal på keyboards i front. Iklædt jakke, seler og sommerhat - dansede rundt i sin tangentpark, efterhånden så ekstatisk, at han til sidst stod op på tangenterne. En fest i sig selv foran et velspillende bands evigt pulserende, "funky" rytmer.

Molokos rødder i af jazz, soul og disco - specielt, som den lød i 80'erne - kommer langt tydeligere til udtryk på scenen end på cd, hvor elektroniske rytmer har en forholdsmæssig større plads, hvilket gør Moloko til et liveband i ordets bedste betydning. De spiller blændende, de forstår at fyre op under publikum og levere varen. Svagheden er, at de mere stille og atmosfæriske sange generelt fremstår for kompositorisk svage og monotone. Det var tilfældet med de fleste bidrag fra det overvejende skuffende nye album, "Statues", herunder titelnummeret. Undtagelsen var den kommende single, "Forever More", som afsluttede sættet, hvor Moloko spillede med saft og kraft, som når de er bedst.

Det var primært de store hits fra forgængeren, "Things To Make And Do", fra år 2000, som for alvor rykkede. "Pure Pleasure Seeker" kørte længe omarrangeret og drillende i halvt tempo, for senere at eksplodere, "The Time Is Now" fik Vega til at gynge, og aftenen sluttede med en lang, dramatisk, intens og slagkraftig udgave af "Sing It Back". Her fik Roisin Murphy for første gang salen til at synge med, hvilket var et aktiv, som langtfra blev udnyttet fuldt ud. Måske kom det bag på Rosin & Co. i hvor høj grad, de havde publikum i ryggen. Vega var i den grad til fest og fik i retur en blandet og i passager strålende koncert, der ikke kunne skjule, at Molokos varemærke nærmere er "performance" end sangskrivning, og at gruppen er stærkere i bagkataloget end det aktuelle materiale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA