x

Morgan Heritage
Three In One

Morgan Heritage: Three In One

GAFFA

Album / Heartbeat Records
Udgivelse D. 22.04.2003
Anmeldt af
Henrik Bæk

Med albummet Three In One vender en af de mest succesrige familier i reggaehistorien tilbage med deres sjette studiealbum. De, der troede, at der kun var én familie af betydning i reggaekredse, nemlig den med efternavnet Marley, har derfor taget fejl, og det er ikke for ingenting, at familien kaldes First Family Of Reggae. Morgan Heritage består nemlig af fire sønner og en datter af reggaeveteranen Denroy Morgan, der var mest kendt på Jamaica i 1970'erne. I modsætning til deres far har de fem søskende opnået en enorm popularitet såvel inden for som uden for Jamaicas grænser med deres smittende blanding af moderne roots reggae, uimodståelig dancehall og små kærlige strejf af R&B. Three In One er da heller ingen undtagelse, idet albummet byder på 17 dansevenlige numre af meget høj klasse, hvoraf flere allerede har ligget højt placeret på alverdens reggae-hitlister. Cd'en indledes med nummeret Jump Around, der må være det mest groovy reggae-nummer siden Bob Marleys Could You Be Loved og Third Worlds Now That We Found Love, og fortsætter med kanonduetten Ah Who Dem med Junior Kelly, der var i København sidste år. Med iørefaldende numre som A Man In Love samt She's Still Loving Me, der begge har været kanonhit i reggaekredse, er Three In One en stærk opfølger til gruppens tidligere udsendte albums. Gruppen optræder for øvrigt på den årlige Summer Jam-festival i Köln i starten af juli.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA