x
Radiohead: Shepherds Bush Empire, London

Radiohead, Shepherds Bush Empire, London

Radiohead: Shepherds Bush Empire, London

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Passager af overjordisk skønhed

Radiohead gav ikke nogen fejlfri koncert søndag aften i London. Alligevel er der tale om et band i en klasse for sig når de er bedst. Bare det, at Radioheads fem medlemmer evner at spille og frembringe det komplekse lydarsenal, som udgør gruppens sange live, er ikke så lidt af en kraftpræstation i sig selv.

At koncerten foregår under yderst intime rammer foran 2.500 mennesker på spillestedet Shepherds Bush Empire, der med sine tre balkoner nærmest ligner en krydsning mellem Store Vega og en katolosk katedral - i en by, hvor Radiohead vel kunne have solgt omkring 100.000 billetter, hvis de ville - gør ikke stemningen mindre elektrisk. Størstedelen af publikum tilhører Radioheads inderste fanskare, tilknyttet fanklubben W.A.S.T.E. Sortbørshajerne tager rask væk 10 x prisen for billetter uden for koncertsalen; alligevel ser undertegnede tre fans modtage gratis billetter af tilfældige mennesker umiddelbart inden koncerten. Om der er tale om en undercover-operation fra managements side for at demonstrere foragt for de umusikalske billethajer, eller om Radiohead-fans bare er gode mennesker, skal være usagt. Men sikkert er det, at stemningen er eksplosivt ladet.

Kl.20.30 går bandet på under stromende jubel til tonerne af den aktuelle single ”There There”, hvor guitaristerne Ed O’Brien og Jonny Greenwood indeldningsvis giver trommeslager Phil Selway en hjælpende hånd ved at slå grundtakten an på hver sit trommesæt i hhv. højre og venstre side af scenen. Starten fungerer upåklageligt, og Radiohead holder det høje niveau i sikre, aggressive og gnistrende versioner af ”2+2=5” (fra ”Hail To The Thief”, ude 9. juni) og ”National Anthem” (”Kid A”) en smuk ”Lucky” (”OK Computer”) og en groovy udgave af ”Punch Up At A Wedding” (HTTT) i let nedsat tempo, hvilket forstærker nummerets rytmiske tyngde.

Herefter følger en lidt slappere passage, hvor ”Kid A” delvis kikser, og ”Myxomatosis” ikke lever op til studieversionen på ”Hail to the Thief”, og ”Backdrifts” (HTTT) når hverken live eller på plade generel Radiohead-standard.
Introen til ”Sail To The Moon” (HTTT) hiver igen niveauet op til melankolske paradishøjder - og det endda to gange - da Yorke til publikums jubel stopper sangen og starter den igen.

”Sit Down Stand Up” (HTTT) er lidt vaklende, men såvel ”Talk Show Host” (”Romeo & Juliet”-soundtrack) som ”No Surprises” og ”Paranoid Android” fra ”OK Computer” stråler og funkler af musikalisk genialitet. Sættets næstsidste nummer er en o.k. udgave af ”Idioteque” (”Kid A”), der dog generelt er for svag til en så central placering i sættet. Sangens højdepunkt er egentlig Thom Yorkes vilde abedans. Sættet slutter flot, som ”Kid A” åbner, med ”Everything In Its Right Place”.

Første hold ekstranumre holder det høje niveau hele vejen igennem; specielt er udgaven af den ellers lidt tvivlsomme ”The Gloaming” (HTTT) mystisk indtagende.

Bandet kommer på scenen igen til de overjordiske toner af ”Pyramid Song” (”Kid A”) og en særdeles veloplagt og medrivende sing-a-long-udgave af ”Karma Police” (OKC).

Aftenen slutter med en sjælden lækkerbidsken til de kræsne hardcorefans, da Thom Yorke går alene på scenen med sin akustiske guitar og giver en afdæmpet soloversion af ”True Love Waits” (eksisterer kun i liveversion på ”I Might Be Wrong - Live Recordings”) - efter indeldningvis at henvende sig til en kernefan i front med spørgsmålet ”What’s the first line?”

Thom Yorke synger her og aftenen igennem blændede godt og intenst. Han er det ene øjeblik den udavendte performer, som joker med publikum, men virker til andre tider irritereret og lettere ufokuseret. Koncerten bliver filmet af MTV og som introduktion til ”Paranoid Android” - nummeret, der for alvor breakede Radiohead til MTV’s publikum - sender Yorke en lille hilsen til seerne med ordene ”a fucking MTV gig”, og naturligvis ryger der også et par figenskaller af til George Bush undervejs.

Thoms vokal bliver i passager flot backet op af Ed O’Brien, der i øvrigt virker relativt træt og uinspireret. I stærk kontrast til bandets guitargeni i modsatte scenehjørne, Jonny Greenwood, der skiftevis ligger på gulvet og roder rundt med samplinger og disker op med fantastiske guitarfigurer. Bassist Colin Greenwood, der til Radioheads "teltkoncerter" i Valby, år 2000, spillede en rytmisk hovedrolle, driver flot bandet fremad i i koncertens indledende fase, men forsvinder undervejs lidt i lydbilledet og signalerer flere gange til monitormanden, at han har problemer med lyden. Phil Selway, der ifølge Thom Yorke er den virkelige stjerne på ”Hail To The Thief” leverer den krævende vare, men spiller ikke en lederrolle på Shepherds Bush.

Alt i alt en stor, eksperimenterende, lidt kaotisk og i passager blændende koncert fra en ener i dagens lydbillede, såvel som i rockmusikkens historie i det hele taget. Forsigtig omgang med Radiohead anbefales - de har en tendens til at blive vanedannende - Hail to the Band!

Sætliste:
There There
2+2=5
National Anthem
Lucky
Punch Up At A Wedding
Go To Sleep
Kid A
Myxomatosis
Backdrifts
Sail To The Moon
Sit Down Stand Up
No Surprises
Talk Show Host
Where I End And You Begin
Paranoid Android
Idioteque
Everything In Its Right Place

1. Ekstra
I Might Be Wrong
The Gloaming
Just
Like Spinning Plates

2. Ekstra
Pyramid Song
Karma Police

3. Ekstra (Thom Yorke solo)
True Love Waits


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA