x

Flavio Boltro
40°

Flavio Boltro: 40°

GAFFA

Album / Blue Note
Udgivelse D. 11.06.2003
Anmeldt af
Ivan Rod

Trompetisten Flavio Boltro er en af tidens mest markante jazz-musikere i hjemlandet Italien. Af gode grunde. Hans håndtering af trompeten er usædvanlig. Han mestrer harmonier og besidder en exceptionel teknik. Hans spil er kraftfuldt og krævende, innovativt og iørefaldende. Og når han som her, på sit andet Blue Note-album, samler en kvartet af stærke landsfæller som Eric Legnini på klaver, Rémi Vignolo på bas og Franck Agulhon på trommer, så sker der altså ting og sager. 40° er et usædvanlig stærkt studiealbum, der demonstrerer, hvor højt niveauet kan være i moderne, sydeuropæisk jazz, selv når det er tro over for tidens amerikanske strømninger. Albummet efterlader ingen tvivl om, at inspirationen kommer fra USA. Alligevel emmer det af løse italienske håndled, milanesisk afslappethed kombineret med stram styring og altså - teknisk snilde. Den uforberedte lytter, der ønsker at stifte bekendtskab med moderne jazz - vel at mærke i kvartettens størrelse og med trompeten i den centrale rolle - kan stærkt anbefales at starte her. For i øjeblikket finder man det ikke meget bedre end på 40°.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA