x
Audioslave: Hultsfreds Festival, Sverige

Audioslave, Hultsfreds Festival, Sverige

Audioslave: Hultsfreds Festival, Sverige

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Levende dynamisk rockhistorie

Man skal tilbage til Led Zeppelin for at finde tilsvarende dynamiske riffs som dem, Audioslave leverer, og sanger, Chris Cornell, er vital som aldrig før.

Opskriften bag Audioslave er for så vidt relativt enkel. Tag en hårdtslående "sangerløs" guitartrio, indsæt en eminent, bandløs, vokalist, og lad en superproducer dreje på knapperne, og succesen skulle være hjemme. Men rockhistorien er rig på "supergrupper" uden gnist og kemi, der lyder som triste ekkoer af fordums storhed. Tilfældet Audioslave er den glædelige undtagelse, som bekræfter regelen. Audioslaves selvbetitlede debutalbum fra 2002 er en ægte rocksyntese, hvor helheden er langt større end de enkelte dele. Den instrumentale grundstamme fra Rage Against The Machine serverer det ene bidende, synkoperede, spændigste rockriff efter det andet, som man skal tilbage til Led Zeppelins velmagtsdage for at matche. Den instrumentale rockstamme - bas, trommer og guitar - bevæger sig konstant som en livsfarlig klapperslange, der lydløst og stålsat sniger sig skæbnesvangert ind på sit bytte, for med lynnedslag at rette et øjeblikkeligt dræbende hug i det forsvarsløse offer. For at dvæle yderligere et øjeblik ved metaforen er den tidligere Soundgarden vokalist, Chris Cornell, slangetæmmeren, der med iskold ro og total kontrol frygtløs tirrer det livsfarlige dyr, og med et brøl hopper sikkert og atletisk til siden i præcis det splitsekund, hvor slangen hugger til med sin dødelige gift, for umiddelbart efter at videreføre den dødsensfarlige leg. At bandet rummer såvel de brilliante rytmiske riff og de lurende melodiske passager som Chris Cornells både mørke og billedskabende lyrik, levereret med uhørt kraft og spændvidde i hans sjæleligt indtrængede vokalpræstation, gør Audioslave til et dynamisk bud på klodens førende hårde rockband, anno 2003. Eneste grund til, at Audioslave ikke i denne sammenhæng skal skydes helt til tops er, at Cornells vokal - under specielt første halvdel af koncerten - havde tendens til at drukne i lydbilledet, og at Tom Morellos guitar ikke kontinuerligt bed fra sig over P.A.-systemet, samt at Tim Commerfords bas manglede lidt af den bidende diskant, som medvirker til at gøre rytmesektionen så uhørt slagkraftig. Præstationen og lydintrykket var bestemt imponerende, men ikke optimalt, Audioslaves kapacitet taget i betragtning.

Bandet nød synligt at spille sig igennem omtrent 3/4 af sangene fra debutalbummet som det svenske publikum på forhånd havde taget til sig. På trods af silende regn var pladsen proppet med hoppende og syngende festivalgæster og udbrud som "for fan, det er bra!" gjaldede i takt med klapsalver og begejstret råben og piften mellem numrene.

Chris Cornell, der i lange perioder af Soundgarden-tiden var tillukket og indadvendt på scenen, var på Hultsfred forvandlet til vaskeægte showmand. F.eks. da han i solidaritet med det drivvåde publikum hældte en hel flaske vand ned over eget hoved, da han senere med en minidisk i hånden bad om publikums tilladelse til at optage koncerten, "ikke for at lægge den på nettet, men for at lytte til derhjemme ’in years to come’" - og at dømme efter publikums voldsomme bifald må svaret vist tolkes som et ja. Med et underspillet smil introducerede Cornell flere gange bandet med fraser som "vi er et nyt band ved navn Audioslave, vi håber, at I vil kunne lide os" til publikum, som kunne teksterne udenad. Yderligere optog Cornell i slutningen af to numre sig selv på bånd, afspillede loop’et og sang videre. Lidt i spøg, men aldrig så det kammede over og mistede musikalsk substans.

At medlemmerne i Audioslave har rocktraditionen på rygraden, er opdateret på samme, har 15-20 års banderfaring og - talt i millioner - dobbelt så mange solgte album bag sig, kunne såvel høres i bandets originale materiale som i sættets covernumre. Bl.a. en spændstig, hårdtslående version af Funkadelics ”Super Stupid” som en skæv hyldest til tidens minimalistiske rocktrend, i form af The White Stripes ”Seven Nation Army”. Audioslave har modsat R.A.T.M. droppet de socialistiske paroler, men markerede alligevel, ganske elegant, det rebelske musikalske sindelag. Først i en hæsblæsende udgave af The Clash’s ”White Riot” – med dedikationen ”This one goes out to Joe (læs: Strummer, som døde lillejuleaften 2002). Senere, på mere afdæmpet vis, i form af Cornells akustiske soloperformance af Elvis Costellos ”What’s so funny about Peace, Love & Understanding”, og afslutningsvis i den fantastiske albumåbner ”Cochise” (i øvrigt en hyldest til en oprindelig indianerhøvding) - hvor backdroppet med det enorme "Audioslave"-logo blev vendt, så det globale fredstegn i stedet tonede frem, i øvrigt i selskab med den svenske aftensol – "for fan’, det var bra."

Sætliste:
Light My Way
Set It Off
Exploder
Gasoline
Like A Stone
Super stupid (Funkadelic)
Hypnotize
Show Me How To Live
White Riot (The Clash)
Shadow On The Sun
Techno Ted
Peace & Love (Chris Cornell solo/Elvis Costello)
I Am The Highway
Seven Nation Army (The White Stripes)
Cochise


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA