
Massacre, Roskilde Festival, Odeon
Massacre: Roskilde Festival, Odeon
Anmeldt af André Devantier | GAFFA
Dekonstruktion
Fred Frith holder guitaren højt oppe på brystet som en udspændt kalkun. Den mishandles kompetent snart af rasende fingerberøringer, snart af hårbørste og snart af violinbue. Han vrider kliklyde, kakofonisk storby og mareridtsagtige vildmarksskrig ud af instrumentet. Sandsynligvis har en guitar i Roskilde Festivals 32-årige historie aldrig lydt sådan. Og hvilket andet band kan finde på at spille to ”numre” på 25 minutter og et på et halvt minut. Det resulterer også i, at store dele af publikum siver ud af teltet med de få frelste tilbage foran scenen. Trioen, som består af guitaristen Fred Frith, bassisten Bill Laswell og trommeslageren Charles Hayward spiller improvisationsmusik, der kun overfladisk strejfer genkendelige former som dub, støjrock og no wave. Total improvisation i samspilform falder frygteligt ofte sammen som en slatten sexdukke, men her er der tale om tre ekvilibrister på hver deres instrument. Bill Laswell lægger en groovebund, der føles som subsoniske chokbølger i hele skelettet. Og Fred Frith er en hårrejsende fornyer af guitarens muligheder. Massacre er en unik, men overmåde kras oplevelse.