x
Raveonettes: Roskilde Festival, Arena

Raveonettes, Roskilde Festival, Arena

Raveonettes: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen | GAFFA

Foto: Jens Dige, Rockphoto

Et flænsende lyn

Det var som et hvidt lyn, der ramte Arena-teltet: kort, intenst og flænsende.
Bare små tre kvarter tog det Sune Wagner og hans Raveonettes at demonstrere, hvorfor netop de er det internationalt mest hypede danske rocknavn. Der var nemlig på det nærmeste tale om en demontering af den gængse rockmusik, fordi The Raveonettes skar helt ind til benet og alligevel væltede sig i en prætentiøs mur af hvid støj. Den 10-års-jubilerende Sune Wagner har da også været vidt omkring i sin imponerende karriere, men det stod lysende klart under koncerten, at han har ramt noget enkelt og voldsomt med netop The Raveonettes. Koncerten var en, to, tre, rock’n’roll. Ingen unødvendige dikkedarer eller smart attitude. Men det var næsten for afslappet i sin koncertform, hvor The Raveonettes havde en tendens til at tabe den høje tænding mellem sangene. Når man i den grad ekstrakterer rockmusikken som The Raveonettes, er der nemlig ikke luft til lidt snøvlede introduktioner til sangene. Men den manglende fokus i fremførelsen ødelagde på ingen måde billedet af et band, der er på vej op. The Raveonettes bliver aldrig et nyt bredt publikumsappellerende rockband. Hertil er de for kompromisløse, og tak for det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA