x
Human League: Midtfyns Festival, Rytmescenen

Human League, Midtfyns Festival, Rytmescenen

Human League: Midtfyns Festival, Rytmescenen

Anmeldt af Peter Elsnab | GAFFA

Fald-på-halen musik

Billede: Mick Anderson

Det er meget sjældent, at publikum i fem minutter efter en koncert synger den samme strofe om og om igen, selvom bandet har forladt scenen.

Og det er endnu mere sjældent, at publikum gør det til en miserabel koncert.

Men det var, hvad der skete lørdag aften på Midtfyns Festivals Rytmescene, da de engelske synthpop-originaler fra Human League leverede en elendig, men morsom koncert. Igen og igen lød det fra publikum, at ”Don’t you want me baby – don’t you want me ooooohhh”.

I 66 minutter måtte publikum vente på den forløsende indledningsstrofe ”You were working as a waitress in a cocktail bar / when I met you” fra Sheffield-gruppens største hit, ”Don’t You Want Me”. Men det var nok til at tilfredsstille det 30-40-årige publikum, der var troppet op for at hylde nostalgien og slippe den lalleglade stemning løs.

Men ud fra line-up’et at dømme, mener frontfiguren Philip Oakley det mere alvorligt med sin musik, end blot en tilbagevenden til slutningen af 70’erne og starten af 80’erne og new romantics-bølgen, hvor Human League var blandt de første, store internationale stjerner. Den messende forsanger uden nogen form for stemmepragt havde medbragt i alt seks backingmusikere, inklusive de to originale, letpåklædte sangerinder/gogo-girls, Susan Anne Gayle og Joanne Catherall. Maskinparken bestod af elektroniske trommer, laptop og to keyboards, der blev bestyret af tynde, sortklædte saltstøtter - en enkelt med en lyserød halsklud over sin ærmeløse T-shirt.

Foran en bagklædning med sort/hvide “parallel lines” som på coveret til Blondies album fra 1978, lød hits som ”Love Action”, ”Human”, “The Lebanon” og “Fascination” fra samme periode væsentlig mere outdatede end Blondie-albummet. Musikken var ren retro med lyden som dengang, da teknologien bag musikken i sig selv var interessant. Men Human League anno 2003 har intet nyt at tilføje, og glæden over deres musik havde kan sammenlignes med at synge med på "Den Knaldrøde Gummibåd" på kitsch-værtshuset Den Brølende And i Odense. I forhold til den igangværende electroclash-retrobølge har Human League ingen betydning. Det var tværtimod decideret pinligt, når sangen lød pivfalsk og havde karakter af fald-på-halen-musik, der alligevel trak smilene frem hos publikum.

Undtagelserne var det tredje – jo, det tredje ud af hele fire – ekstranumre, ”Together In Electric Dreams”, og naturligvis ”Don’t You Want Me”, som de cirka 1000 publikummere sikkert stadig går og nynner. Én stjerne til publikum og én stjerne til de to hits.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA