x
Sylvain Chauveau: Nocturne Impalpable

Sylvain Chauveau
Nocturne Impalpable

Sylvain Chauveau: Nocturne Impalpable

GAFFA

Album / Les Disques Du Soleil Et De L'Acier
Udgivelse D. 21.07.2003
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Sylvain Chauveau er del af ambient-rock-foretagendet Micro:mega og den filmiske post-rock-duo Arca. Han laver også musik på egen hånd - og efter et mini-album for FatCat tidligere i år, har denne - hans anden solo-plade - endelig fundet vej ind i pladereolerne uden for Frankrigs grænser. Nocturne Impalpable placerer sig nær klassisk musik i genreregisteret. Albummet er et studie i minimalisme og fremført på piano, horn, strygere, klokkespil og harmonika. Musikken tager form som simple melankolske temaer, der er arrangeret repetitivt til forholdsvis korte numre. Chauveau har også tilført pladen et sagte lag af reallyde, mikro-beats og digital skratten og raslen. Denne musikalske underskov viser sig dog kun ved en nærmere udforskning af lasersporet - og bevirker, som intrigante detaljer i lydbilledet, at lytterens opmærksomhed bølger mellem de akustisk fremførte melodier og denne iscenesættende interferens. Hvad der på overfladen lyder som en traditionel og ligetil plade, afslører således en integritet og dybde, som blomstrer i fuldt flor, når musikken gives fuld opmærksomhed. I dette lys er Nocturne Impalpable smuk, interessant og enestående.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA