x

Itchycoo
Itchycoo

Itchycoo: Itchycoo

GAFFA

Album / Virgin
Udgivelse D. 25.08.2003
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

Itchycoo er en blandet pose bolcher. Men ikke én af dem, hvor det hele er godt på sin egen måde: Her er virkelig både lort og kanel, og desværre mest af det første.
Slemme er Itchycoo, når de prøver at gå Corrs og Roxette i bedene med en popsmart guitarpop, der er lige så klæbrigt sentimental, som den er uopfindsom. Og når deres tekster vælter sig i klichéer: ”I’ll catch you when you fall”, ”I’ll be there for you” etc. Og når de forsøger sig med firser-soft rock, f.eks. i Always Forever, der lyder som en mislykket Meat Loaf-sang. Eller power-ballader, som i den klistrede Don’t Let Yourself Down.
Bedre er Itchycoo, når de kompenserer for deres uopfindsomhed og sentimentalitet med uimodståeligt veldrejede sange som On A Sunday. Eller når de viser tænder med Alanis Morissette-vokaler og tunge spader på Dark Side Of Me og Don’t Go Stupid. Og når de en gang imellem viser smag og mådehold i deres altid detaljemættede arrangementer.
Itchycoo beviser én ting: Talent og ressourcer rækker ikke langt uden idéer og selvkritik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA