x
Leafcutter John: The Housebound Spirit

Leafcutter John
The Housebound Spirit

Leafcutter John: The Housebound Spirit

GAFFA

Album / Planet Mu
Udgivelse D. 18.08.2003
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Dette tredje Leafcutter John-album er en sær, men også meget interessant udgivelse. Londons John Burton står bag de femten numre - og han ser intet galt i at blande elektro-akustiske lydeksperimenter, computer-musik, melankolsk indie-folk og meget andet på én og samme skive. Det giver The Housebound Spirit et ujævnt forløb, men den formår alligevel at fastholde lytterens opmærksomhed over sit knap timelange laser-spor. De fire guitar/vokal-drevne numre er uden tvivl albummets lettest fordøjelige øjeblikke. Det betyder dog ikke, at pladens resterende skæringer mangler hooks. Et instrumentalnummer som Escape From The Globus Playpen med percussion fra en fejekost, en knirkende dør og diverse glas er på sin egen måde funket - og hver gang, Burton bevæger sig ud i sådanne legesyge kompositioner, sørger han for at bygge dem op således, at der er noget at holde fast i for lytteren – om det så er en rytme, en melodisk sekvens eller en fortættet stemning. The Housebound Spirit er fuld af skæve idéer, og den overrasker i kraft af Burtons enestående og uproblematiske rejse rundt i det musikalske genre-spekter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA