x
Req: Car Paint Scheme

Req
Car Paint Scheme

Req: Car Paint Scheme

GAFFA

Album / Warp
Udgivelse D. 25.08.2003
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Req er tilbage med sit fjerde album – hans andet for Warp. Der er dog ikke tale om en opfølger til sidste års Sketchbook, men nærmere en forgænger! De fjorten numre på Car Paint Scheme er nemlig taget fra en række 12”-singler udgivet på Skint tilbage i 1999 – og dengang tænkt som Brighton-kunstnerens tredje album. Fire år senere, og her er de så på cd. Spørgsmålet er dog, om det er godt eller skidt? De støvede, stilsikre og unikt klingende tracks på Sketchbook var bevis på en tydelig kreativ udvikling for Req siden 1998's Frequency Check, men med Car Paint Scheme bliver dette fremskridt delvis forpurret. Der er selvfølgelig gode numre på herværende disc, men dens musikalske fokus matcher på ingen måde Sketchbooks. Musikkens rygrad er rå break beats, som tilføres en betydelig omgang old school hiphop-flavour i kraft af scratchen, electro-bleeps, simple samples, keyboard- og guitar-funk samt et par rim fra Kid Acne. Car Paint Scheme er okay og vil tilfredsstille Req-fans. Den er dog et skridt tilbage i forhold til Sketchbook - og ville derfor være bedre promoveret som en retrospektiv opsamling end et nyt album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA