x
Moloko: Store Vega, København

Moloko, Store Vega, København

Moloko: Store Vega, København

Anmeldt af André Devantier | GAFFA

Crowdsurfende diva

Hvor tit har man set en blond, læderklædt diva blive båret i strakte arme af sted hen over publikums hoveder? Ikke så tit, vel! Men det blev Roisin Murphy ikke desto mindre. Og sangerinden i Moloko crowdsurfede endda to gange. Af lutter begejstring over publikums begejstring – på et tidspunkt, hvor resten af bandet havde takket af efter to timers koncert.

Det var islandske Gus Gus, som åbnede ballet i Store Vega lørdag aften med energisk, men alligevel lige lovlig stivbenet og tilbageskuende dansemusik a la Reykjavik. Sangerinden Earth og den ananasbevæbnede frontindpisker President Bongo havde svært ved at fange publikums opmærksomhed, hvad enten retrorejsen lød som Yazoo, Detroit-house eller anden 80'er-electronica.

Derfor var det en befrielse, da aftenens hovednavn Moloko indtog scenen og i modsætning til Gus Gus sprudlede af liv. Om Moloko egentlig spiller soul, funk, disco, jazz, pop, latin eller techno, må guderne vide. I virkeligheden var det en elegant og legesyg sammenblanding af det hele på én gang. Intelligent popmusik udført med glimt i øjet og noget mellem ørerne. Moloko må være det nærmeste, vi i dette årtusind kan komme på Eurythmics, og sangerinden Roisin Murphy kan passende udråbes til den nye Annie Lennox. Hun var måske ikke lige så kølig - tværtimod totalt medlevende, men udstrålende stort set samme karisma – lige fra det øjeblik, hun indtog scenen iført fræk lakkasket og behængt med adskillige afdøde vaskebjørne. Roisin Murphy gav sig selv ikke bare “100%” – som titlen på et af numrene fra Molokos seneste album “Statues antyder – men 110%. Hun bed blomsterhoveder af en stor buket roser, spyttede rosenblade ud over publikum og sluttede med i ekstranumrene at komme anstigende iført en guldmaske med strudsefjerskrone og laber lang læderfrakke.

Sheffield-duoen Roisin Murphy (sang) og Mark Brydon (producer) lagde ud med eksperimenterende, elektronisk collagefunk på debutalbummet “Do You Like My Tight Sweater?” i 1995. Musik, som i mangel af bedre blev rubriceret som triphop. Navnet Moloko tog de fra Stanley Kubricks kultfilm “A Clockwork Orange”, hvor mælk (moloko betyder mælk på russisk) serveres på Korova-milkbar. Hovedpersonen Alex var klædt i bowlerhat og seler – og det var aftenens orkesterleder, keyboardtroldmanden Eddie Stevens også. Foruden skøn synthesizerforvrænget backingvokal på bl.a. “Day For Night” leverede han en supersær keyboardsolo ved at stille sig op og som et andet monster hoppe rundt på tangenterne i “Forever More”.

Hvor Moloko på plade til tider kan virke en kende fortænkt, var de live så sprudlevende, at det halve kunne være nok. Selv et gennemtærsket hit som “Sing It Back” blev fremført fuldt af nye finurligheder og virkede dugfriskt, som var det skrevet i går. En sublim og fabelagtigt underholdende koncert.

Sætliste:
Familiar Feeling
I Want You
AMF
Day For Night
Come On/FFM
Where Is The What?
Cannot Contain
Pure Pleasure Seeker
Time Is Now
Statues
100%
Forever More
Sing It Back

Ekstranumre:
Being Is Bewildering
Blow X Blow
Indigo


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA