x
Grandaddy: VoxHall, Århus

Grandaddy, VoxHall, Århus

Grandaddy: VoxHall, Århus

Anmeldt af Kasper Schütt-Jensen | GAFFA

Billede: Caspar Tribler

Californisk kattejammer-rock

Det er ikke fordi, man ikke kan blive distraheret ved en koncert med californiske Grandaddy. De har taget ved lære af landsmændene i The Flaming Lips og leverer i dag et hæsblæsende slideshow bag musikken. Læredet byder på alt fra bier med boksehandsker til knallerter, men først og fremmest katte. Katte i alle størrelser og af alle racer. Kærligheden til dyret er så udtalt, at sanger Jason Lytle har en plasticversion stående ved sin side igennem koncerten. Han aer den fra tid til anden, som for at beskytte den fra de andre udstoppede dyr, der pryder scenen.

Heldigvis er Grandaddys hovedmateriale så overbevisende, at gøglerierne aldrig truer med at tage opmærksomheden væk fra musikken. Sangene fra det aktuelle album ”Sumday”, som kan skuffe en smule på plade, klarer sig fint fra scenen. Det skyldes først og fremmest en altoverskyggende indsats fra guitaristen Fairchild, som har sin helt egen måde at hilse på publikum på:
"Sjovt at I har en øl, der hedder Ceres. Det er navnet på den by, hvor vi indspillede vores seneste album. Det er en god øl, og en god måde at blive budt velkommen på."

Det er ellers ikke fordi, bedstefædrene byder på megen konversation i aften. Forsanger Jason Lytle kaster sig da ud i en anekdote om hjemegnen, hvor man fødes og bliver boende. Det er ikke almindeligt, at man rejser ud i verden. I den forbindelse ender han med at takke publikum for entusiasmen og er lige ved at knibe en tåre i takt til de massive klapsalver.

Comeback-singlen ”Now It’s On” har svært ved at hamle op med materialet fra milepælen ”The Sophtware Slump”, men i selskab med resten af ”Sumday”, som blandt andet den friske single ”El Caminos In The West”, klarer den sig fint. De nye sange fremstår dynamiske og med megen finesse, men må stadig stå i skyggen af perler som ”The Crystal Lake” og ”Hewlett’s Daughter.”

Det nye album byder på endnu flere strygerarrangementer og elektronik end ”The Sophtware Slump”, og det går igen live. Et par gange er det hele ved at ende i noget, der kunne stamme fra en plade med Superheroes, men så snart Lytle blæser i andefløjten, og trommeslager Burtch svinger sit lange skæg, er den sammenligning manet til jorden. Grandaddy er et af de bands, der kun eksisterer for musikkens skyld. Der er ikke meget image på banen her.

Grandaddy forlader i aften scenen til store bifald og kommer blot tilbage for at give det nummer, som stadig står som deres altoverskyggende bedrift. ”He’s Simple, He’s Dumb, He’s The Pilot” strækker sig over 15 minutter uden nogensinde at komme til at virke langtrukket. Den er et opgør med traditionel sangskrivning og bliver stadig smukkere for hver gennemlytning. Fra scenen får den nyt liv, hvor Fairchild endnu engang gør opmærksom på sit talent. Ikke én af studieversionens finurligheder går hans guitar forbi i live-situationen. En smuk afslutning på en overbevisende koncert.

Sætliste:
Yeah Is What We Had
Levitz Segue
El Caminos In The West
Laughing Stock
The Go In The Go-For-It
A.M. 180
Our Dying Brians
The Group Who Couldn’t Say
Hewlett’s Daughter
Nonphenomenal Lineage/So You’ll Aim Toward The Sky
The Crystal Lake
Stray Dog And The Chocolate Shake
Now It’s On
Lost On Yer Merry Way

Ekstranumre:
Fare Thee Well (Video)
He’s Simple, He’s Dumb, He’s The Pilot


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA