Je M'Appelle Mads: Musculature De Pomfrit!

Je M'Appelle Mads
Musculature De Pomfrit!

Je M'Appelle Mads: Musculature De Pomfrit!

GAFFA

CD / Jenka Music
Udgivelse D. 15.03.2004
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

Hvad Rimer På Slik? hedder en af sangene på Je M’Appelle Mads’ albumdebut. På overfladen er det et uskyldigt spørgsmål. Men hvis man har hørt cd’en og læst bookletten, så ved man, at svaret starter med P – og hverken er panik, politik eller pædagogik.
Musculature De Pomfrit! er en ret sjofel skive, så er det sagt. Men den er sjofel på en afvæbnende naiv måde, ikke mindst i kraft af Je M’Appelle Mads’ charmerende cheesy Børnetime-electro. Teksterne handler om at blive ophidset i fiskebutikker og give dj’s mundsex, men de leveres på en bund af overstadigt blippende og båttende elektronik, der er ret svær at stå for.
Nu er det heller ikke sådan, at Musculature De Pomfrit! er sjofel hele vejen igennem. Ofte er den faktisk bare fjollet. Som i de uskyldige parodier på alverdens electronica – trance, disco-house, lounge. Eller i den pædagogiske Bilerne De Er Farlige og Thomas Helmig-hyldesten Det Glade Budskab.
Egentlig er Musculature De Pomfrit! et syndigt rod, og kvaliteten er temmelig svingende. Men det er stadig en unik og underholdende debut.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA