x
Two Lone Swordsmen: From The Double Gone Chapel

Two Lone Swordsmen
From The Double Gone Chapel

Two Lone Swordsmen: From The Double Gone Chapel

GAFFA

Album / Warp
Udgivelse D. 07.06.2004
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Man har i lang tid kunne fornemme, at den elektroniske musik er i krise: Kreativiteten blandt de udøvende kunstnere er ikke optimal, og der kompenseres for manglende fremskridt ved at kigge bagud i musikhistorien. Endnu en indikation på dette er, at Two Lone Swordsmen her på deres første album i fire år har valgt at skrotte deres vanlige electronica-udtryk til fordel for en elektronificeret udgave af post-punk. Keith Tenniswood spiller således bas og guitar på From The Double Gone Chapel, fire forskellige trommeslagere leverer rytmer, og Andrew Weatherall synger! Det er ikke tilfældigt, at coveret er sort og hvidt, for det matcher indholdet, der bl.a. trækker på Joy Division, P.I.L. og The Normal. Musikken er dyster, intens og velproduceret. Alligevel er det svært at se, hvor den skal lede hen, for på trods af at mikset af rigtige instrumenter og skæv electro virker rigtigt godt og er stærkt nok til at fastholde ens interesse hen over hele pladen, bliver From The Double Gone Chapel aldrig til andet end en flot, moderne hyldest til de tidligere 80'ere og leder på ingen måde fremad.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA