x

The Beatsteaks
Smacksmash

The Beatsteaks: Smacksmash

GAFFA

Album / Epitaph
Udgivelse D. 14.06.2004
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

Hvis Smacksmash var en film, ville den være en actionfilm. Tempofyldt, underholdende, endda overraskende – men også klichéplaget og meningsløs. Tyske Beatsteaks leverer deres punkede rocksange med overskud, energi og et nådesløst drive. Problemet er bare, at sangene har fortjent den fornemme betjening lige så lidt, som det typiske actionfilm-manuskript er værd at smide 100 millioner dollars efter. Oftest virker Beatsteaks’ numre simpelthen ufærdige og skitseagtige, og de peger i alle tænkelige retninger – på klassisk britpunk og moderne garage, på ska, klynkerock, alternativ rock og sågar 80’er-reggae. Af Smacksmash’s tolv sange er det kun de fem, der står til at redde. Især er Hand In Hands gæve sømandsska og My Revelations hardcore-sing along værd at fremhæve. Der er fine momenter og masser af skrald på, men helhedsindtrykket står ikke til at redde: Beatsteaks har svært ved at holde niveauet og stilen. Til gengæld er de garanteret fremragende live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA