x
Pete Tong: Pakhus 11, København

Pete Tong, Pakhus 11, København

Pete Tong: Pakhus 11, København

Anmeldt af Jesper Frydenlund | GAFFA

Billede: Mihai Marinescu

Danskerne drikker for meget dansk øl, og det har hollandske Heineken sat sig for at lave om på. Året igennem har de rykket massivt ind på den danske club-scene for at markere sig blandt de unge og friske, som ynder at danse til elektronisk musik.

Kulminationen på denne indsats skulle rulle af stabelen lørdag aften, og der var så absolut ikke sparet på krudtet. Efter mange år ude af rampelyset vendte den gamle rave-højborg Pakhus 11 tilbage udsmykket fra kælder til kvist i et lyd-, lys- og video-orgie, som sjældent er set mage i Danmark. På toppen af kransekagen stod to af verdens største dj-navne, Pete Tong fra BBC Radio 1 og den usandsynligt veltrænede amerikaner Roger Sanchez.

Optakten til Thirst havde i ugerne forinden fundet sted i form af dj-konkurrencen "[email protected]", som havde rejst Danmark igennem for at finde landets bedste nye dj-talent. Vinderen blev den københavnske dj Tom Collins, som ud over diverse dj-hardware havde vundet æren af at skulle spille til Thirst mellem Tong og Sanchez. Den sidste del af præmien fik han dog ikke.

Da vi ankom til Pakhus 11 cirka 23:30 (der skulle jo lige overståes en straffesparkskonkurrence), var Tom Collins allerede bag pladespillerne. I direkte strid med den lovede præmie havde han i stedet fået den lidt lunkne opvarmnings-tjans fra 23 til midnat. Det er måske ikke lige måden at behandle en vinder på, men det sked han heldigvis på og leverede uden tvivl aftenens mest interessante dj-sæt, som trods alt fik en del mennesker på gulvet.

Da det blev midnat, blev scenen indtaget af dj Daniele Davoli. Ja, præcis – "hvem?" Men det var faktisk Davoli, der i sin tid stod bag Black Box, som mega-hittede med "Ride On Time". Hvad han skulle i denne sammenhæng stod uklart, men han spillede i hvert fald en times halv-trancet set, som absolut ikke gjorde noget ved nogen.

Det gjorde til gengæld sidste års irske (og kvindelige) vinder af [email protected], Miss Motif, som med komplet MTV-blondering og lidt for korte kjoler greb mikrofonen for at voldtage "Still Haven't Found What I'm Looking
for" samt en håndfuld andre ligegyldige sange hen over Davolis plader.
På dette tidspunkt var den store sal ved at være godt fyldt med dansende mennesker, og det patetiske brægeri til trods blev flere og flere draget mod
det overvældende video- og lysshow og det tordnende høje (men ikke specielt vellydende) lydsystem.

Næste mand på scenen var Roger Sanchez, og der var ikke den store tvivl om, hvem folk var kommet for at se og høre. I over to timer styrede han en skrigende, hujende, hoppende menneskemængde igennem et tonstungt dj-sæt, som ved første ørekast måske manglede variation men så meget desto mere effekten, da Annie Lennox' "Sweet Dreams"-vokal ramte folk som en hammer efter to timer. Manden kan sit kram.

Der er et 13-tal for produktionen, som var virkelig gennemført og overvældende.
Der er ligeledes topkarakter til publikum, som virkelig var 110 procent på og sørgede for høj, høj stemning.

Der er til gengæld dumpekarakter til den såkaldte VIP-bar. Her havde adskillige stakler betalt 450 kroner for at få lov til at være VIP med alt det, der nu følger med (hvilket var gratis øl). Hvad de fik var en kø, som de kunne hygge sig i i timevis – sandsynligvis uden nogensinde at komme ind. Lad os håbe, de har krævet deres penge igen.

Da Sanchez forlod pulten, ventede alle (okay, ret mange) jo på at se Danmarks nye stjerne-dj Tom Collins overtage det ekstatiske dansegulv. Men det skete
som sagt ikke. I stedet gik den ustyrligt populære – men desværre ret middelmådige – Pete Tong på scenen, og Pakhus 11 begyndte langsomt, men sikkert at tømmes for habitjakker, nylonkasketter og lavtaljede jeans. Så vi fulgte strømmen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA