x
Bergman Rock: Roskilde Festival, Arena

Bergman Rock, Roskilde Festival, Arena

Bergman Rock: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Nikolai Lubich | GAFFA

Hvad gør man, når den kreative åre er ved at løbe tør, og alt synes opnået? Man kan gøre som svenske Bob Hund: skifte navn og bytte modersmålet ud med engelsk for at finde sig selv på ny og erobre nye territorier. Om det sidste sker, er nok tvivlsomt, for trods navneforandring og de engelske ord fremstår Bergman Rock stadig som et umiskendeligt svensk orkester, som formidler sindsstemninger, der bedst absorberes af nordboer.

Det var således også efter atmosfæren at dømme allerede trofaste fans, der mødte op i Arena i forventningen om en koncertoplevelse af den slags, kun de svenske galninge er leveringsdygtige i. Men det blev aldrig helt godt. Sangene fra det selvbetitlede debutalbum lød spagfærdige og flossede i kanten, men dog hæderlige i sammenligning med rækken af helt nye kompositioner. Disse fremstod i deres ufærdige form tynde i melodilinjerne og besad slet ikke den nødvendighed og rastløshed, der var drivkraften for Bob Hund. Det synes i særdeleshed publikum pinligt bevidste om, hvorfor den store samhørighed heller aldrig indfandt sig.

Den blev henvist til pauserne mellem sangene, hvor sanger Thomas Öberg virkede anderledes nærværende og på klingende skånsk fortalte, at øllerne backstage skam ikke smagte bedre end dem, der købes inde på festivalpladsen. Det var i sådanne øjeblikke – og da Öberg syngende lod sig transportere rundt på skuldrene af publikum – at Bergman Rock ramte de tangenter, der har gjort dem til et elsket liveorkester i hele Norden gennem et årti. Musikken havde sine øjeblikke, men faktum er, at det engelske sprog trods pletskud som ”I have never been to Woodstock/Maybe I’m too old for punckrock” skaber et unødigt filter i formidlingen. Ganske sigende var det det afsluttende fortrinsvis instrumentale og improviserede afslutningsnummer, der rykkede noget. De ellers stillestående guitarister Conny og Johnny skævede her nervøst til hinanden for at finde ud af, hvor sangen mon var på vej hen, og i få minutter frembragte Bergman Rock lidt af det kaos, man gerne havde hørt mere til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA