x
D-A-D: Grøn Koncert, Odense

D-A-D, Grøn Koncert, Odense

D-A-D: Grøn Koncert, Odense

Anmeldt af Danni Travn | GAFFA

Hjem til de jævne

D-A-D krøb tilbage til Grøn Koncert med det produkt, de skulle levere: Drønende rock for familien Danmark. Men drønet ekkoede for meget af rutine.

Billede: Martin Rosenauer

”Vi er simpelthen trætte af at spille til dårligt camouflerede byfester med velcro-sandaler, elastikspring og frikadelle-pitaer. I længden kan man altså blive ærgerlig af at stå og levere varen foran en omgang tilfældige campister og hummerrøde handelsskoleelever på udgang, og i selvrespektens navn vil vi gerne være med til at højne niveauet for de danske udendørskoncerter.”

Sådan lød det skråsikkert fra D-A-D’s frontmand Jesper Binzer i 2002. Dengang satte de gamle ko-punkere angiveligt alt på et bræt i forsøget på at stable den ambitiøse telttur Wig Wam på benene – en turné, der skulle gøre op med kunstnerisk svagere arrangementer som Grøn Koncert og Rockshow. Men de økonomiske teltstænger brast, og pludselig havde D-A-D sammen med Thomas Helmig mindre travlt med at udråbe sig som mændene bag revolutionen af danske sommerkoncerter. Det slap de godt fra i første omgang, men en ganske nylig vending i sagen gør, at både D-A-D og Helmig risikerer at lande i det økonomiske søle omkring det kuldsejlede indianertelt.

Så nu har D-A-D glemt deres nedladende attitude over for Grøn Koncert samt de bombastiske manifestationer om kvalitet og fornyelse – der skal penge i kassen. Og bandet topper plakaterne på årets Grønne Tour, der lørdag ramte Odense.

Her gik de rutinerede rockdrenge på scenen, ligesom en byge havde skabt et hav af paraplyer. Jesper Binzer spænede som så ofte før hen til mikrofonen og skreg den aktuelle bys navn: ”Hvaaaa’ så Ooodenseee?!” Det trick gentog han cirka hvert tiende minut, så ingen glemte, hvor de var. En fin og forventelig service.

Ellers leverede D-A-D en ganske sikker koncert med deres livevenlige scream-along-rock. Den livsvigtige og kendetegnende energi virkede nogenlunde intakt, selvom de havde temmelig svært ved at fremstå som det farlige rockband, de ønsker. For farligheden forsvandt i lidt for indstuderede gimmicks og genkendelige evergreens – og det til trods for, at nye numre fyldte godt i sætlisten. Højdepunkterne kom i den klassisk punkede ”Riding With Sue” og i den herligt melodiøse ”Everything Glows”, mens Binzer som ofte før ødelagde skønheden i ”Laugh ’n’ A Half” med sin skabede vokal.

De efterhånden lidt slidte klassikerne “Bad Craziness” og “Sleeping My Day away” bankede ganske naturligt ekstra gang i det voldsomt dedikerede publikum, bandet møder alle vegne. Til tider synes der at være en national konsensus om, at D-A-D bare styrer – en konsensus, det kan være farligt at sætte spørgsmålstegn ved. Men med alle de entusiastiske publikummer i ryggen kan D-A-D nærmest ikke spille en koncert med dårlig stemning, selv om præstationen virker noget rutinepræget. Og i Odense var stemningen også udmærket efter en hel dags druk hos den meget miksede tilskuerskare.

Derfor står det klart, at D-A-D nu er en integreret del af den koncertkultur, hvor handelsskoleelever og elastikspring spiller en central rolle. Bandet står i sådanne situationer som den hårdere rocks svar på Lars Lilholt: En komplet uskyldig og genkendelig – men rar – fuldemandsoplevelse. Her åbner sig muligheder for at synge med, klappe i takt og svinge den ene arm fra side til side, mens der gnaskes frikadelle-pita med den anden. Og hertil fungerer bandets energi og fyldige bagkatalog udmærket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA